Movie do's and movie dont's

Hej til alle dem der læser med derude!
Som I nok kan se, så er det ikke særlig tit, at der kommer anmeldelser på bloggen. Der er ikke altid tid til at skrive dybdegående anmeldelser, som jeg synes, at jeg kan være bekendt at publicere. Men nogle film får jeg nu stadig set, og derfor vil jeg lige give nogle anbefalinger til nogle af de gode, og advarsler så I holder jer væk fra de dårlige. Alle filmene er nye DVD-udgivelser, så derfor er der sikkert mange af jer der har set filmene lang tid før jeg har.

Movie do's

Både The Intouchables og Skyfall havde jeg begge fået at vide var gode film. Jeg holder meget af franske film, selvom jeg helt sikkert kun har bevæget mig i overfladen af den filmskat franskmændene har. En af mine yndlings franske film er Le scaphandre et le papillon (Dykkerklokken og sommerfuglen) som er en helt fortryllende historie om en handicappet mand, der ønsker at fortælle sin livshistorie. Så det var en stor glæde at se The Intouchables og blive mindet om, hvor gode film Frankrig har at byde på. Det var dog en skam at jeg allerede vidste at det var en god film, ligesom I sikkert gør, så det tog lidt af glæden væk. Så hvis du kan, så glem alt hvad du har hørt - og se filmen uden nogle fordomme eller fornemmelser! Skyfall var ikke en film jeg glædede mig til at se. Personligt synes jeg at James Bond-filmene har mistet deres charme, og at det hele er blevet action og vold frem for spioner og elegance. Så jeg blev glædeligt overrasket, da jeg så, at Skyfall faktisk bød på klassisk Bond med en god historie, en fænomenal skurk og en episk afslutning. Sådan skal Bond-filmene være, og Skyfall er forhåbentlig blot en smagsprøve på, hvad Bond-filmene anno fremtiden skal bestå af. The Words er helt klart en af de bedste film, jeg har set længe. En lille perle der ikke har fået meget omtale, men som har en hel del at byde på. Tre historier udfolder sig og tilfælles har de en bestseller bog, som er bygget på en løgn. Det er nemlig ikke det navn der står på bogen, der har skrevet den - og den løgn må op til flere mennesker leve med. Se The Words for dens spændende problematik og smukke historie.

Movie dont's

Det skal ikke være en hemmelighed, at jeg faktisk synes, at Twilight var en helt fin film. Den havde en spændende historie, spænding og seeren blev efterladt med en tørst efter mere. New Moon var ligeså interessant, hvor temaet tab var det altoverskyggende, og endnu en gang ville man have mere. Men så var der altså heller ikke særligt meget mere at give af. Og den "episke" afslutning Breaking Dawn Part II havde slet ingenting at give af. Kirsten Stewart blev aldrig troværdig i rollen som mor, afslutningen var ud over alle grænser en fuser, og Jacobs forelskelse i Reneesme bliv aldrig legitim, men blot meningsløs og latterlig. For fans er det selvfølgelig nødvendigt at få afslutningen med, så derfor skal den ses, men det er ikke den episke afslutning som 1'eren og 2'eren fortjener. På trods af fine anmeldelser rundt omkring, så blev jeg voldsomt skuffet da jeg så Lawless. Shia LaBeouf i hovedrollen var ikke en spændende karakter, og det var ingen af de andre karakterer faktisk. Med undtagelse af Tom Hardy som leverer en yderst interessant præstation, da han forsøger at spille en bonderøvskriminel der minder om en hårdhudet gangsterboss. Hans præstation virker måske anstrengt og ligefrem tilbageholdende, men jeg synes, at den var velspillet, og det er filmens styrke. Derudover var det en tam og forudsigelig film, som ikke gav noget nyt til genren.

Lidt filmnyheder og meninger fra mig! Hvis I synes de her korte anbefalinger er kedelige, dårlige eller måske fuldstændig fremragende (!) så må I gerne sige det til mig. Så vil jeg enten fortsætte eller stoppe :-)

2013's lyspunkt

Silver Linings Playbook

2012

Romantisk komedie

Ikke alle kærlighedshistorier er lige til. Der er altid en jaloux kæreste, en fordømmende far eller tusindvis af mil mellem to elskende. Evig og altid en genkendelig konflikt som mangler noget slagkraft og troværdighed, før vi giver et lille: "åååååårh". Den romantiske komedie er vendt, drejet, tømt, fyldt, pisket, aet - ja alt hvad instruktørers og forfatteres hjerter begærer har den været offer for. Derfor er det svært for mig at beskrive, hvor stor en lettelse det var, at gå i biografen og se en ny en af slagsen. Kæresten er udskiftet med en kone, der har et polititilhold, faderen er aldrig misbilligende, han vil bare have lidt hjælp til sit job som gambler. Og tusinde mil er forkortet til samme nabolag. Silver Linings Playbook er den romantiske komedie genfortolket.

Pat (Bradley Cooper) er en gymnasielærer der efter et vredesudbrud har tilbragt tid på et psykiatrisk hospital. Ved filmens begyndelse vender han tilbage til virkeligheden med et ønske om at genfinde sit tidligere liv og tilværelse. Men verden synes, at være i mod ham, og hans håb om at finde et lyspunkt, en "silver lining", er det, der holder ham kørende. Både mor (Jacki Weaver) og far (Robert De Niro) gør hvad de kan, for at hjælpe ham, men vreden og mangel på selvindsigt umuliggør selv deres bedste forsøg på at hjælpe. Men så møder Pat en, der minder lidt om ham - Tiffany (Jennifer Lawrence). En enke og selverklæret "løs-på-tråden" tøs, der virkelig udfordrer Pat mentalt, men også fysisk, når hun løber ud foran ham på vejen på hans daglige løbetur. Det hele lyder måske lidt melankolsk og trist, men det er det langt fra - filmen er en "silver lining" i sig selv og har masser af humor og dernæst romantik.

Pats totale mangel på selvbeherskelse og Tiffanys totalt utilregnelige handlinger kolliderer i sjove dialoger og spøjse situationer. Dertil har vi en skøn Chris Tucker i rollen som Pats ven, der i høj grad ynder at flygte fra hospitalet og fortælle alle og enhver om sit hår. Robert De Niro som den sportsfanatiske familiefar med italiensk grobund er en klassisk komisk figur i selskab med en masse originale karakterer. Komikken er anderledes, uforudsigelig og forfriskende sjov. Ligeså er filmen i sin helhed uforudsigelig, selvom vi selvfølgelig aldrig glemmer, hvad den romantiske komedie gennem tiden har lært os. En vis lethed emmer filmen af, og den lille fine historie løfter sig og bliver et mesterværk inden for sin genre. Dens ligemand er ukendt - i hvert fald indtil videre. For mon ikke denne perle vil give lidt inspiration? Det ville i hvert fald klæde genren at blive ny fortolket over de næste år eller årtier.

Filmen havde ikke været så gennemført eminent, hvis ikke det var pga. de to hovedroller Bradley Cooper og Jennifer Lawrence. Hvor er det skønt, at se Bradley Cooper bevæge sig væk fra tømmermænd- og drengerøvsfilm og bevise sit værd i en Oscar-værdig film. Hans kamp for at være normal på trods af sine psykiske problemer er betagende, og hans evne til ikke at erkende sin tilstand er dybt tragisk-komisk at overvære - dog mest komisk. Og så selvfølgelig den nu fasttømrede Hollywood-stjerne Jennifer Lawrence, der løb med prisen for bedste kvindelige hovedrolle til Oscar uddelingen. Hendes fuldstændig ugennemskuelige mentale tilstand er fyldt med indre komplekser, og der er blevet gjort et gennemført karakterarbejde med Tiffany. Hun er sjov, smuk og elskværdig. At indkapsle denne karakter og gøre hende troværdig fortjener en Oscar.

Silver Linings Playbook fortjener intet mindre end 5 ud af 6 glade grise. Alle der elsker komedier og romantik, og kombinationen af begge, skylder sig selv, at se denne genistreg. Selvom at den stadig indeholder klichéer, så er den helt speciel. Men desværre trækker de genbrugte klichéer altså ned, selvom de virker umulige at komme udenom. Denne her film er et af 2013's lyspunkter.