Tarantino løsner western-genrens lænker

Django Unchained

2012

Drama/Western

Blod, vold, våben og mere vold. Tarantino er tilbage i stor stil efter Inglorious Bastards, hvor det denne gange er slaveejerne der står for skud. Vi drager til Texas i 1858, hvor borgerkrigen er lige på trapperne. Det endelige opgør om slavernes frigørelse er nær. Men én slave ved navn Django (Jamie Foxx) tager pistolen i egen hånd, og tager hævn for årtiers undertrykkelse og piskeslag. Tarantino har skabt en formidabel film, der både er sjov, spændende og en fryd for øjet. Mens den frigjorte slaver raserer Texas og Mississippi i jagten på sin kone udfolder en fantastisk anti-heltehistorie sig for øjnene af os.

Dr. King Schultz (Christopher Waltz) og Django fører os igennem dusørjægernes barske verden anno 1858, hvor koldblodige mord og umoralske profitter er hverdagskost. Over vinteren bliver Django en ferm rytter og udvikler et perfekt skydesigte. Hævnens time er nær, da han sammen med Dr. King Shultz (Christopher Waltz) drager mod Candyland, hvor Calvin Candie (Leonardo DiCaprio) holder hans kone "fanget" som slave. Eventyret om prinsessen i det høje tårn møder de amerikanske sydstater i denne helt igennem unikke film. Tarantino er tro mod sig selv og hans nyeste film bekræfter hans helt specielle talent inde for en genre, som er svær at definere. En genre som Tarantino selv har patent på. Det er genialt, at se hans fortolkning af en moderne western, som har alle de klassiske genrekarakteristika: temamelodier, pistolskud og masser, masser af hesteridning. Men også sydstaternes musik og varme er ligeså gennemsyrende, og det er forfriskende at se en forening af de to. Det komplimenterer hinanden, forstærker hinanden, når Django og hans slaver vandrer i ørkenen, mens Rocky Roberts krænger sit hjerte ud, når han råber på "Django" i filmens titelmelodi. Og da en brutal henrettelse foregår, mens et majestætisk Mississippi-palæ toner sig frem i baggrunden. Helt igennem smukt, betagende og super fedt.  

Men det hele handler selvfølgelig ikke om Tarantino. Denne film besidder nemlig op til flere guldklumper af karakterer, som virkelig tilføjer noget til filmens humor og charme. Christopher Waltz som Dr. King Shultz - en dusørjæger, eks-tandlæge, der slipper Django fri. Jamie Foxx som Django - slaven der søger sin kone og hævn. Og Leonardo Dicaprio som Calvin Candie - den frankofile slaveejer, der sætter penge over mennesker - sorte mennesker. Karakterarbejdet er gennemført, og alle skuespillerne giver en pragtpræstation. Især er det interessant at gense Christopher Waltz i en Tarantino film, hvor han også igen er nomineret til en Oscar for bedste mandlige birolle. Ligeså er det et nyt bekendtskab vi stifter med en ond Leonardo DiCaprio. En rolle der klæder ham ligeså godt som at spille Howard Hughes eller J. Edgar. Og sidst men ikke mindst har vi Tarantinos lille yndling Samuel L. Jackson, som har en sjov og lille, men ikke ubetydelig, rolle. Ja, selv Jonah Hill er med. Og selvfølgelig Tarantino selv - men det kan vel umuligt overraske nogen.

Jeg bøjer mig i støvet af beundring. Denne film er fænomenal. Et spændingsfyldt hævnopgør med både humor, pistolskud og westernstemning. Det hele forenet i en unik spillefilm, der næppe har en ligemand inden for samme genre. Westerns har du måske set før - men ingen som denne. Gør jer selv den tjeneste, at se den i biografen. Så gode punchlines og actionscener er for gode til at misse på det store lærred. Lad ødemarksvandringen og slaveopgøret betage dig og actionscenerne få dig til at måbe. 6 glade grise. Et mesterværk.

Et poetisk badekar i en sumpet virkelighed

Beasts of the Southern Wild (Hushpuppy)

2012

Drama

I "Badekarret" er virkeligheden ulig nogen anden. Stormene raser, og de smeltende isbjerge skyller ind over den lille ø. Badekarrets undergang er nær, og den alvor mærker den 6-årige Hushpuppy. Med en forståelse af verden og dens kompleksitet, ikke ulig en vis Oscar Matzarath fra Günter Grass' "Bliktrommen", har hun indset nogle sandheder, som ikke engang de voksne har forstået nu. Men det hele er stadig forankret i et barns sind og forståelse. Overfilosofisk eller uforståeligt bliver det aldrig - men vær opmærksom, for Beasts of the Southern Wild giver så umådeligt meget, og den kræver en åben og engageret seer.

I de allerdybeste sumpe, i den allerdybeste elendighed eksisterer en umiddelbart parallel virkelighed, hvor fiskeri og skraldehuse er fundamentet. Hvorvidt vi er konfronteret med en virkelig verden eller ej, er ikke essentielt i filmen, da det handler om mennesker. Det handler om Hushpuppy, hendes far, hendes miljø og hendes søgen efter sin mor. Hos den lille pige har alvoren vist sig under de altødelæggende storme, og en mildest talt ustabil far, der kærligt beskytter, men slår når han vil. For Hushpuppy er frygtens barske virkelighed transformeret til store vildsvine, der stormer mod hende. Hushpuppy må finde modet, kærligheden og den større forståelse for at se sin frygt i øjnene og blive konge af badekarret efter hendes far.

Igennem Hushpuppys poetiske beretning om livet i armod og sumpen, er vi som seere draget af de sumpede og uskarpe billeder, som var de fundet gravet ned i jorden. Respekten for naturen og dens beboere er hjerteskærende. Det er helt "Back to basis", og det er utroligt forfriskende. Den magiske realisme forener forestilling og virkelighed, og Hushpuppys syn på verden, bliver vores. Handling og filosofi stemmer overens, mens hun beskriver de store vildsvins skødesløshed i takt med faderens sygdom bliver forværret. Sygdommen fører til en erkendelse for Hushpuppy om, at hun mår finde sin mor, der forlod hende som spæd. En mental og fysisk udfordring er i vente for Hushpuppy imens frygten kommer tættere og tættere på. 

Man kan ikke sige Hushpuppy uden at sige Quvenzhané Willis. Den enormt talentfulde 9-årige bærer ene og alene en Oscar-nomineret film på sine skuldre. Ikke overraskende er hun selv blevet nomineret til Bedste Kvindelige Hovedrolle - som den yngste nogensinde. Uden den stærke pige, ville filmen aldrig have været så exceptionelt fantastisk. Det er noget ulig andet, vi har set. Filmen skal lige igang, vi skal lige forstå Hushpuppy, og vi skal lige anskue "Badekarret" - men så er vi også fangede. At beskrive dens handling er en udfordring, for det er en spirituel, fysisk, psykisk, økologisk udvikling, der kræver, at alle øjne og ører er åbne. En film der kræver, men giver så uendeligt meget igen. Du forlader ikke biografen tomhændet, for lille Hushpuppy har givet dig en anden virkelighed at tage stilling til. Se Beasts of the Southern Wild, og du vil ikke fortryde det. 6 glade grise får den - en stærk spillefilmsdebut fra Benh Zeitlin der er eksperimenterende, visionær og helt igennem fortryllende.

I næste uge anmelder jeg "Jagten"! Og så er der Oscar-uddelingen d. 24. februar! Det glæder jeg mig enormt meget til, og vil umådeligt gerne nå at se så mange af de "Bedste Film" nominerede som muligt. I dagene op til vil jeg kigge lidt på de nominerede film og gætte mig til, hvem der vinder hvad :-)

Billeder der siger 400 ord

Life of Pi

2012

Drama/Adventure

Der skulle gå 11 år før Yann Martels bog "Life of Pi" ville blive filmatiseret. Opgaven gik til instruktøren Ang Lee som er kendt for de Oscar vindende film Tiger på spring, drage i skjul og Brokeback Mountain. Forventningerne var høje til det visuelle, ja næsten i ligeså høj grad som til James Camerons Avatar. Historien om drengen og tigeren på en redningsbåd blev solgt til verden som et eventyr med flotte fisk og farver, frem for en solid og bærende handlingsfortælling. Det har en film nu sjældent godt af, men Ang Lees forhenværende succeser måtte da legitimere denne films fundamentale styrke. Det er vel også derfor, den er blevet spået til en Oscar-nominering eller to. Men hvad Ang Lee har at give som instruktør er svært at se for bare stjerner og flyvefisk.

Piscine "Pi" Patel er en yderst spirituel og livsglad dreng med mod på livet. Han er opvokset i byen Pondicherry i Indien klods op ad sin families Zoologiske Have. Men Pis far ønsker et bedre liv for sine børn, og han ved, at hvis han sælger sine dyr og rejser til Canada, vil der vente dem en ny start og bedre vilkår. Så Pis far, mor og bror sætter kursen mord Nordamerika, men på tragisk vis forliser deres Noas Ark midt ude på Stillehavet. De eneste overlevende er en zebra, en orangutang, en hyæne, en tiger... og Pi. Alle sammen klynger til livet på en redningsbåd midt ude i ingenting. Før Pi ved af det, har dyrenes naturlige overlevelsesinstinkt udslettet hinanden, således at kun Pi og den bengalske tiger Richard Parker er tilbage. Pi er nu alene om at skulle finde hjem, holde sig i live, og sørge for at Richard Parker ikke udvælger ham som det næste offer. Hvad der udspiller sig er en historie om tro, håb og viljestyrke komplementeret af nogle smukke sekvenser af livet på stillehavet med al dens natur, vejr og havliv. Angiveligt.

Det der er rent faktisk foregår, er ikke helt hvad det kære første håndsindtryk lovede. Jovist er det visuelle en fryd for øjet. Nattehimlen har aldrig været så skarp og glinsende før, og ligeledes er tigerens mimik nærmest lig et menneskes. Men selvom billeder kan sige mere end 1000 ord, så bliver der ikke sagt så meget her. Eventyrfortællingen er berettet af Pi som voksen, der fortæller historien til forfatteren spillet af en ret så uskyldig og Ken-lignende Rafe Spall der mildest talt er ret intetsigende igennem hele filmen. Den voksne Pis fortællinger afbryder historien, der ellers kunne have gået helt selv. Han guider os igennem hele begyndelsen, hvor vi bliver indhyllet i et virvar af både relevante og irrelevante historier, der bare trækker tiden ud. Klipningen fra scene til scene er barnagtig, og man bliver da ret fornærmet som publikum, når voksne Pi i slutningen forklarer al ting for os, uden der er nogen mulighed for at tolke selv. Selvom vi bliver efterladt med lidt at tænke på, så er det da lidt at skide på sine fans med alle de billeder uden at have lavet grundarbejdet for den gode historie - ja, undskyld jeg siger det. For historien har da enormt meget potentiale! Hvad der udspiller sig på den både kunne have været fortalt på 1000 måder, og det her var ikke en god en.

Det forekommer mig mærkværdigt, at anmelderne giver Life of Pi 4 og 5 stjerner, når det eneste de virkelig roser den for er billedsiden. Hvordan kan det være nok? Selve fortællingen ude på båden, og det forhold Pi og Richard Parker udvikler er gennemsnitligt fortalt, men hvor var der dog meget, der er gået tabt, fordi der tydeligvis er lagt så meget fokus på billedsiden. Få scener fik mig til at tænke "wow", men jeg kan simpelthen ikke tage til takke med et pænt billede eller to, når jeg vil have fortalt en historie. Børnene vil måske være underholdt i adventure-genren, men de voksne der primært har betalt for drama-delen kan ligeså godt forberede sig på en mild skuffelse. Derfor får filmen 3 ud af 6 glade grise. For vi ved jo alle sammen godt, at selvom vi først lægger mærke til det ydre, så handler det på længere sigt om hvad der er indeni. Og lige nu minder Life of Pi lidt om en date, man ville ønske man ikke var taget på.