Tarantino løsner western-genrens lænker

Django Unchained

2012

Drama/Western

Blod, vold, våben og mere vold. Tarantino er tilbage i stor stil efter Inglorious Bastards, hvor det denne gange er slaveejerne der står for skud. Vi drager til Texas i 1858, hvor borgerkrigen er lige på trapperne. Det endelige opgør om slavernes frigørelse er nær. Men én slave ved navn Django (Jamie Foxx) tager pistolen i egen hånd, og tager hævn for årtiers undertrykkelse og piskeslag. Tarantino har skabt en formidabel film, der både er sjov, spændende og en fryd for øjet. Mens den frigjorte slaver raserer Texas og Mississippi i jagten på sin kone udfolder en fantastisk anti-heltehistorie sig for øjnene af os.

Dr. King Schultz (Christopher Waltz) og Django fører os igennem dusørjægernes barske verden anno 1858, hvor koldblodige mord og umoralske profitter er hverdagskost. Over vinteren bliver Django en ferm rytter og udvikler et perfekt skydesigte. Hævnens time er nær, da han sammen med Dr. King Shultz (Christopher Waltz) drager mod Candyland, hvor Calvin Candie (Leonardo DiCaprio) holder hans kone "fanget" som slave. Eventyret om prinsessen i det høje tårn møder de amerikanske sydstater i denne helt igennem unikke film. Tarantino er tro mod sig selv og hans nyeste film bekræfter hans helt specielle talent inde for en genre, som er svær at definere. En genre som Tarantino selv har patent på. Det er genialt, at se hans fortolkning af en moderne western, som har alle de klassiske genrekarakteristika: temamelodier, pistolskud og masser, masser af hesteridning. Men også sydstaternes musik og varme er ligeså gennemsyrende, og det er forfriskende at se en forening af de to. Det komplimenterer hinanden, forstærker hinanden, når Django og hans slaver vandrer i ørkenen, mens Rocky Roberts krænger sit hjerte ud, når han råber på "Django" i filmens titelmelodi. Og da en brutal henrettelse foregår, mens et majestætisk Mississippi-palæ toner sig frem i baggrunden. Helt igennem smukt, betagende og super fedt.  

Men det hele handler selvfølgelig ikke om Tarantino. Denne film besidder nemlig op til flere guldklumper af karakterer, som virkelig tilføjer noget til filmens humor og charme. Christopher Waltz som Dr. King Shultz - en dusørjæger, eks-tandlæge, der slipper Django fri. Jamie Foxx som Django - slaven der søger sin kone og hævn. Og Leonardo Dicaprio som Calvin Candie - den frankofile slaveejer, der sætter penge over mennesker - sorte mennesker. Karakterarbejdet er gennemført, og alle skuespillerne giver en pragtpræstation. Især er det interessant at gense Christopher Waltz i en Tarantino film, hvor han også igen er nomineret til en Oscar for bedste mandlige birolle. Ligeså er det et nyt bekendtskab vi stifter med en ond Leonardo DiCaprio. En rolle der klæder ham ligeså godt som at spille Howard Hughes eller J. Edgar. Og sidst men ikke mindst har vi Tarantinos lille yndling Samuel L. Jackson, som har en sjov og lille, men ikke ubetydelig, rolle. Ja, selv Jonah Hill er med. Og selvfølgelig Tarantino selv - men det kan vel umuligt overraske nogen.

Jeg bøjer mig i støvet af beundring. Denne film er fænomenal. Et spændingsfyldt hævnopgør med både humor, pistolskud og westernstemning. Det hele forenet i en unik spillefilm, der næppe har en ligemand inden for samme genre. Westerns har du måske set før - men ingen som denne. Gør jer selv den tjeneste, at se den i biografen. Så gode punchlines og actionscener er for gode til at misse på det store lærred. Lad ødemarksvandringen og slaveopgøret betage dig og actionscenerne få dig til at måbe. 6 glade grise. Et mesterværk.