Kidd Life
2012
Dokumentar
Har man aldrig hørt om den danske rap-sensation Kidd, har man mildest talt levet i en bobbel siden marts 2011. Har man ikke hørt hits som "Kysset med Jamel", "Ik' Lavet Penge" er det over 1 år siden, at man sidst har været til fest eller hørt radio. Gammel, ung, voksen, barn - du har ikke undgået at støde på Kidd på et eller andet tidspunkt. Men Kidd er i høj grad et ungdomsfænomen, og en af de mest hyldede af slagsen. Piger og drenge hungrer efter Kidd, og en koncert er ikke nok. Men Kidd er måske ikke, hvad vi troede, han var: En gadedrengs poet med en flabet røst der serverer damer, druk og hash med et beat til. Der er nok mere til fænomenet Kidd og med den nye film Kidd Life lader det til, at vi kun har set toppen af isbjerget.
Instruktøren Andreas Johnsen har fulgt Kidd fra før "Kysset med Jamel" ramte Youtube og helt op til i dag. Fra karrierens begyndelse til dens almene tilstedeværelse til dens hårde dyk og dens vildeste højdepunkter. Alt i alt: På godt og ondt. Det lader til, at kameraet har været vidne til en del, da Kidds forhold til Johnsen virker afslappet og venskabeligt. Dette både legitimerer de ting Kidd erkender for Johnsen, men muliggør samtidig, at flere ting er blevet udeladt pga. det venskabelige bånd. Det er vigtigt, at tage stilling til denne problematik, da samtalerne med Kidd er det bærende element for hele filmen, eftersom den jo handler om Nichlas Westwood og projektet "Kidd". Det er svært at finde hoved og hale, i de ting han siger. Man er ofte i tvivl om, hvorvidt han er skæv, stiv eller helt klar i sindet. Mener han det virkelig, når han siger, at hans musik er dårligt, og at fansene er for ukritiske? Eller er han bare flabet og kan lide at provokere? Man er konstant i tvivl. Det er både frustrerende og samtidig helt vildt fedt.
Denne tvivl kommer filmen til gode. Den skaber debat om, hvorvidt Kidd er en tillidsvækkende personlighed, og hvad formålet med filmen overhovedet er. Jeg finder Kidd meget ægte. Han er flabet, han er egoistisk, og han er ikke den skarpeste kniv i skuffen. Men han tager livet, som det kommer, og hans tilbagelænede tilgang til livet retfærdiggør mange af de ting, han siger og gør. Han er både en image fyr og en bums. I sig selv er Kidd på mange måder et stort paradoks. Han modsiger sig selv gang på gang i ord, og handlinger, og det gør ham enormt spændende at følge. Det giver også lidt plads til at grine, for Kidd er en entertainer først og fremmest. Det er der ingen tvivl om.
Selve filmens form er også vellykket. Simpel og klar. Blandingen af koncertklip og intime stunder, erkendelse og skødesløshed osv. der overlapper fra tid til anden skaber et harmonisk kaos. Det paradoksale bliver understreget igennem denne fortællestil. Det er en fin måde at formidle filmen, og Kidd, og det fortjener Johnsen et klap på skulderen for.
Men det paradoksale finder vi også i os selv, når vi ser filmen. Vi unge føler os underholdt og ramt. Det er jo os, Kidd har "snydt", hvis man vælger at tro dette, det er os han har lavet lorte musik til, og vi har bare lappet det i os. Puha. Den er sgu hård at få kastet i hovedet. Selv når man ikke har været Kidd fan, så har man da stået og skrålet med på hans sange til fester. Filmen går altså ud og beskriver ungdomskulturen anno 2011/2012. Det er både et indblik i og en kritik af os. Det er ubehageligt, men også vigtigt, at vi får lov at se os selv lidt udefra gennem andres øjne (selvom øjenene også selv er en del af denne ungdomskultur). Men Selvom Kidd fører ordet, så siger kameralinsen, i denne sammenhæng, mere end 1000 ord. We get it - vores generation er ikke fejlfri.
Om Kidd vil det eller ej har han lagt et fundament for en ny tendens inden for dansk musik. Han gjorde noget, som få har formået at gøre før: At gøre dårlig musik god. Politiken, Soundvenue, you name it - de hyldede ham og dryssede stjernestøv på ham. Men gennem det hele er Kidd bare Kidd. Og Kidd Life portrætterer dette godt. Det er en god dokumentar film der i sin helhed formår at formidle fænomenet Kidd og også give stof til eftertanke. Det eneste dårligt der er at sige, fra min side, er, at filmen en gang imellem bliver lidt for popsmart. Kidds selvskabte image, bliver anerkendt i filmens formidling og i den forstand, kunne der godt have været brug for en lidt mere objektiv fortæller. Men det er en virkelig aktuel og meget rammende film. Du forlader ikke biografen tomhændet. Det er det, en god dokumentar kan.
