Depp og Burton lod lyset skinne for en stund

Dark Shadows

2012

Komedie/Fantasy

Der kommer et tidspunk i alle menneskers liv, hvor man er nødt til at sige stop. Der er visse ting, man ikke skal finde sig i, og der er en grænse for, hvor meget man skal sige god for. Sådan et øjeblik havde jeg, da jeg så Alice In Wonderland. Efter jeg havde set den sagde jeg til mig selv: Jeg gider simpelthen ikke længere. Aldrig mere i mit liv skal jeg se en film af Tim Burton, hvor Johnny Depp og Helena Bonham Carter er med. Jeg nægter simpelthen at skulle se endnu en eventyrsfilm, der slet ikke har den magi som Nightmare Before Christmas, Edward Scissorhands og Big Fish har. Og at man oven i købet skal være vidne til så lidt "sans for fornyelse" som Tim Burton påviser, når han gang på gang giver Johnny Depp hovedrollen er, ja, direkte uprofessionelt. Selvfølgelig findes der mange af disse gode makkerpar, men denne her er død. Depp og Burton: Gå hver til sit, find nogle nye venner i Hollywood.

Så hvorfor anmelder jeg Dark Shadows og har dermed brudt mit løfte? Tja, bare af ren nysgerrighed efter at se, om jeg har ret i, at de to ikke kan præstere noget godt længere. Fik jeg så ret?

Barnabas Collins (Johnny Depp) er en mand med en ulykkelig skæbne. En ondsindet jaloux heks ved navn Angelique (Eva Green) kaster en forbandelse over Barnabas, slår hans elskede Josette ihjel, gør ham til vampyr og låser ham inde i en kiste, dømt til evig lidelse. Da hans kiste bliver fundet i 1972, vågner Barnabas op i en helt ny verden. Hans efterkommere er en sørgelig flok af eksistenser og ligesom det før prægtige hus, er de i forfald. Familien Collins storhedstid er forbi, og Angelique har udkonkurreret deres foretagende. Men med genvundet livsmod og ønsket om at imponere familiens smukke barnepige, sætter Barnabas sig for at vende op og ned på situationen. Men Angelique er en kradsbørstig dame og ikke lige til at få bugt med. Familien og Barnabas må nu stå sammen for at kæmpe mod hendes mørke kræfter.

Jeg bøjer mig for makkerparret Burton og Depp. Men jeg er ikke helt nede på jorden og kysse deres fødder. Historien er nemlig rigtig fed, og selve stemningen i filmen er godt formidlet. Farverne og de æstetiske øjeblikke man oplever undervejs er bærende for filmen, og de giver noget helt specielt til historien. Men der går desværre lidt for meget "soap-actor" i rollerne. Dramatiske vendinger, chokerende erkendelser, lidt for følelsesladede og intense dialoger gør ikke noget for filmen. Det jeg prøver at sige er, at der er skruet lidt for meget op for følelserne, og filmen kunne sagtens have klaret en mere naturalistisk tilgang til rollerne - også selvom vi beskæftiger os med hekse og vampyrer. F.eks. er Michelle Pfeiffers rolle meget overspillet, og det er ærgerligt. Og Chloe Grace Moretz i rollen som Michelle Pfeiffers datter er direkte irriterende. Hendes rolle er unødvendig. Hun bidrager ikke med noget til filmen, hun minder mere om en flue, man hele tiden prøver at få væk, fordi den sidder på skærmen.

Men som sagt er selve plottet godt, og relationerne mellem Angelique, Barnabas, Josette og barnepigen Victoria er godt fortalt, og er interessante pga. deres tidsstrækning og overnaturlige karakter. De er outsiderne i en normal verden. Det fungerer godt. Dog skal man lige igennem en yderst underlig og ikke-særligt gennemført sex-scene. Men hold ud, den skal bare grines af.

Okay, jeg overlevede med skindet i behold. Jeg føler ikke, at jeg blev frarøvet 2 timer af mit liv, og jeg kunne ikke lade være med at føle mig lidt fanget af historien. Filmens handling er spændende, optrapningen er intens og ligeså er klimaks. Man føler virkelig, at der står noget på spil for karaktererne. Derfor giver jeg Dark Shadows 4 ud af 6 glade grise. Men jeg tror stadig ikke på, at der kan komme noget helt fænomenalt fra de to herrer længere, så derfor vil jeg sige: Stop her, stop mens I stadig kan. Det skal ikke ende på en fiasko, og selvom vi ikke står med et mesterværk, så synes jeg ikke, at Dark Shadows er et flop.

Superhelterækken på standby

Jeg har nu nået at se 3 ud af 5 af de film der leder op til Avengers. Jeg mangler kun Iron Man 1 og 2, men Iron Man har desværre været udlejet de sidste to gange jeg kiggede i Blockbuster. Så indtil de står på hylden igen, så må jeg jo anmelde andre film!
Men fortvivl ikke: Jeg skal nok få fuldført den superheltekavalkade!

Sex og kendte i USA igen, men nu med manus

Diktatoren

2012

Komedie

Først så vi Sasha Baren Cohen som en kazakstansk TV-reporter, der ville lære om US and A og giftes med Pamela Anderson i Borat. Dernæst var han den østrigske homoseksuelle Brüno som drømte om et liv som kendis i LA. Nu er han vendt tilbage som diktatoren Aladeen, der vil gøre alt for at undgå at hans land bliver demokratisk. Filmene har altid været skøre, klamme og, vil nogen mene, grænseoverskridende. Eller måske kan vi faktisk alle godt blive enige om, at de er det. Men diktatoren er ikke som de andre af Cohens film. Genren er ikke den samme, det hele står i et manuskript, og er man i tvivl om Cohens næste træk, er det ikke længere end en håndsrækning væk fra instruktørstolen. Det er et genreskift, det er et stort skridt for Cohen mod fornyelse. 

Dikatoren Aladeen af Wadiya er en af de helt slemme i Mellemøsten. FN frygter ham og hans land ligeså. I ren Kim Jong Il stil undertrykker han sit land og får halshugget dem der går ham imod. Da han bliver tvunget af sin vejleder til at tage til USA og mødes med FN, bliver han offer for et mytteri. Hans skæg bliver barberet af og en dobbeltgænger overtager hans plads. Aladeen er nu uden autoritet og skal nu finde ud af, hvordan han får magten tilbage inden dobbeltgængeren får indført demokrati i hans Wadiya. I mellemtiden fører hans møde med amerikanerne ham til økofanatikeren Zoey, som han ikke helt kan undgå at synes er interessant. Også selvom hun ligner en 14-årig dreng, ifølge ham selv.

Filmen er inspireret af Det Arabiske Forår, og dens undertrykkere, men der er også stadigvæk plads til Cohens kritik af USA. Hans virke og mål er, og har altid været, at gøre grin med USA, og alt andet der binder sig til det. Han formår altid at chokere og latterliggøre alle ekstremerne og deres fortalere, og det er også tilfældet i Diktatoren. Men selvom Mellemøsten ligeså meget står for skud nu, så er det hele set før. Humoren er præcis det samme, og det er stadig jokes om aids, sex, kendte osv. der er filmens temaer. Og det kan skam også været sjovt - men nu har vi set det i 3 af hans film. Og han fornyr ikke sig selv, heller ikke jokesene, og det gør filmen meget mindre sjov. 

Men det ærgerligste ved denne film er, at denne netop mangler de oprigtige og virkelige menneskers reaktion på galskaben. Brüno og Borat er så sindssygt sjove, fordi folk der bliver indviet i galskaben og tror at disse karakterer eksisterer er noget af det bedste ved Cohens film. Hvilken bedre måde er der at kritisere en gruppe mennesker på, end ved at konfrontere dem på de mest grænseoverskridende måder? Eller ved at sige lige præcis det, der støder dem allermest? Det er dét, der er så specielt ved Cohens film, og det er væk. Før var det en dokumentar, på facaden, i spillefilmslængde. Nu er det bare en spillefilm med manuskript, replikker og bestemte udfald. Cohen har tydeligvis ikke kunnet bære dette genreskift. Derfor bliver denne ellers geniale idé til en film, ikke en værdig Sasha Baren Cohen film. 

Det var med høje forventninger jeg satte mig til at se Diktatoren. Brüno er uden tvivl, den sjoveste film jeg nogensinde har set. Så det var ærgerligt, at denne "efterfølger" ikke levede op til de forventninger. Sasha Baren Cohen er en af de sjoveste skuespillere/samfundskritikere, vi har nu til dags og hans talent er enormt. Men kvaliteten og det unikke ved hans film er ikke at finde i Diktatoren. Nok er den sjov, men det er ikke latterkramper, man får af at se denne film. Jeg elsker plat humor, men det her var simpelthen genbrugt plat humor, og det er noget af det usjoveste. Derfor giver jeg Diktatoren 3 ud af 6 glade grise. Den nedskrevne spillefilmsgenre gavner ikke Cohens visioner og talent. Vi mangler de ægte, menneskelige reaktioner. Ikke desto mindre er man dog stadig underholdt, men slet ikke i samme kaliber som med forgængerne. Og måske skal man holde sig fra at sammenligne filmene, men det er nu engang svært, når Cohen, på trods af andre skift, tydeligvis har prøvet at blive inden for komediegenren.

Hulken halter og hvor er heltehistorien?

The Incredible Hulk

2008

Action

I min beslutning om at lave en superheltkavalkade glemte jeg helt at nævne, at jeg også ville anmelde The Incredible Hulk. Måske var det fordi, at det ikke er den samme, der spiller The Hulk i begge film. Måske er The Hulk ikke en særlig interessant helt. Kan en genert fysiknørd blive en hårdhudet Avenger? Ja, det kan han da - især når The Hulk og Bruce Banner langt fra er ens, men kun har en krop tilfælles. Og det er det, der er vedkommende i fortællingen om The Incredible Hulk. Men er den første af de mange overhovedet noget værd? Er monsteret grønnere på den anden side?

Bruce Banner (Edward Norton) er en fysiker med en så genial opfindelse, at han er villig til at teste den på sig selv. Men noget går galt, og han bliver udsat for en absurd høj mængde af gammastråler og overlever fantastisk nok. Men han er ikke længere kun Bruce Banner, men også et enormt, grønt og voldsomt aggressivt monster, der ikke kan kontrollere sine handlinger. Da han nægter at lade hans utilsigtede evne bruges til at skabe supersoldater flygter han ud af landet. Men han efterlader ikke kun en frustreret general, men også Betty (Liv Tyler) - hans livs kærlighed. Mens Bruce rejser fra sted til sted er militæret i gang med at fortsætte skabelsen af supersoldaterne. Og én bestemt soldat er grådig og ønsker at blive som The Hulk.

Noget af det bedste ved en superheltefilm er historien om, hvordan de blev skabt. Men ser du denne film, kan du lige så godt smide den forventning ud af vinduet, da det hele bliver fortalt med lynets hastighed i en tempofyldt intro. Gud skabte ikke jorden på en dag, og det bliver en superhelt heller ikke på en 5. minutters intro. Selvom der konstant refereres til introen, er det ikke nok. Især når man tænker på, at denne har været en af de første af Avengers filmene (jf. Iron Man var den første). Dette trækker filmen gevaldigt ned.
Edward Norton er fin i rollen som The Hulk. Hans skuespil er gennemført og tilfredsstillende, men man får ikke fornemmelsen af, at vi har med en rigtig fysiker at gøre. Det er ærgerligt, da Bruce Banner først og fremmest er en højtuddannet og klog fysiker - ja, faktisk den bedste på jorden i Marvels verden. Dette bliver vi ikke præsenteret for, og det ville have givet en hel del mere til karakteren.

Selve filmens handlingsforløb er lidt forvirrende. Man fornemmer ikke rigtig, hvor filmen er på vej hen og "skurkene" virker ikke specielt faretruende. Alle ved, at intet kan besejre The Hulk, og det får vi bekræftet gang på gang - det er lidt kedeligt. Det er først, da denne omtalte soldat rigtig træder i karakter, at truslen bliver anskuelig. Men det er først i de sidste 20 min. af filmen, og så er der ikke særlig meget "suspense" tilbage. Men når den så først er trådt i karakter, så er den virkelig også uhyggelig, vil jeg sige!
Slutningen er også yderst bizar. Det er ikke til at gennemskue, hvorfor karaktererne gør som de gør, og det virker enormt modstridende over for Bruce Banners karakter, som vi lige har brugt 1 1/2 time på at lære at kende. Men der er samtidig også en glædelig overraskelse i vente, til dem der holder ud. Den er værd at vente på.

The Incredible Hulk er ikke decideret en dårlig film. The Hulks fødsel er hurtigt passeret. Edward Norton gør det fint nok, og filmens plot er lidt under middel. Liv Tyler er lidt irriterende, og man fornemmer ikke rigtig, at der står noget på spil for karaktererne før slutningen. Kampscenerne er også middelmådige og langt fra nervepirrende slåskampe.Og slutningen er et pragteksemplar på en prioritering af "en fed og gruopvækkende slutning" fremfor en der er tro mod selve filmen. 
Og ja, selvom det hele lyder lidt af lort til, så er har den stadig en vis underholdningsværdi, og det får den de 3 glade grise for. Så nej: Filmen er ikke en af de bedste superheltefilm, og der er vist et monster derude, der er grønnere og mere spændende end denne film.

Når Guderne rammer jorden og sagtens kan klare faldet

Thor 

2011 

Action

Selv har jeg aldrig tilhørt asertroen, hvilket der nok heller ikke er nogen andre der har de sidste mange århundreder, men jeg kender historierne, har læst tegneserierne og har set tegnefilmene. De nordiske guder er en del af Nordens kultur og bagland. Så det at skulle se Asgård anno 2011 møde jorden (eller Midgård skulle man måske sige) er noget af en udfordring at skulle overbevise os om, at man kan gøre med stil. I starten er det underligt - men så bliver det bare bedre og bedre. For på trods af dårlige anmeldelser, så synes jeg slet ikke at Thor var dårlig - faktisk havde den et stort "blockbuster" potentiale, og man var virkelig underholdt. 

Tordenguden Thor (Chris Hemsworth) og hans bror Loke (Tom Hiddleston), sønner af Odin (Anthony Hopkins), står over for snart at skulle overtage deres fars plads som konge af aserne. Men kun en kan blive konge, og Thor får æren, mens Loke må stå på sidelinjen og se på. Men Odin er usikker på om Thor kan formå at være konge og ikke kun en kriger. Da Thors hovmod er startskuddet til en krig mellem jætterne og aserne, er Odin ikke længere i tvivl og forviser Thor til Midgård/jorden. Her møder han Jane (Natalie Portman) og sammen med hende prøver han at finde hjem. Samtidig ser Loke sit snit til få, hvad han mener, der er hans. Det er bror mod bror i denne her Marvel superheltefilm, og det er en virkelig spændende kombination af myte og tegneserie, der præger filmen.

Jeg var ekstremt positivt overrasket. For det første er den grafik og brug af special effects der er blevet benyttet til at skabe Asgård og Jötunheim virkelig fantastisk. Alt er beklædt i guld og bifrost, regnbuepassagen mellem De Ni Riger, er virkelig smukt lavet. Man fornemmer virkelig, at man befinder sig i Gudernes hjem, hvor alt er luksus, og livet er godt. Samtidig ser vi kontrasten i Jötunheim, hvor der kun hersker mørke og grumme væsner, der kun ønsker at vende tilbage til sin forhenværende pragt. 

Sammenspillet mellem Chris Hemsworth og Tom Hiddleston er også fænomenalt godt. De formår hver især at virkelig hengive sig til deres roller, og jeg synes selv, at jeg var vidne til nogle pragtfulde præstationer. Lokes indre dilemma over sit splittede jeg, efterlader seeren konstant i tvivl om hans sande motiver. Og selvom Thors udvikling er forudsigelig, så portrætterer han en virkelig stereotypt billede af Thor, dog med lidt mere hjerte - og det er sgu meget fedt.

Hans ankomst til jorden og møde med det 21. århundrede er også virkelig underholdende, og lige pludselig er filmen også sjov. Dette varer dog ikke ved, og det er ærgerligt. Men når Guderne er ude efter at gøre det af med en, så er der ikke rigtig længere plads til sjov og ballade.

Kærlighedshistorien mellem Thor og Jane er også meget sød. Hvis man ikke tillægger den for meget betydning, så er det bare en fin lille sidegevinst - lad endelig ikke dette være filmens bærende element. Den skal ses som en action film og ikke en romantisk action (??) film - hvis den genre overhovedet findes. Desuden er jeg ikke vild med Nathalie Portman i rollen, da hun ikke virker særlig troværdig. Hun trækker desværre lidt filmen ned, men tilgengæld er der så mange andre gode skuespillere til at opveje det.

Thor skal ses, fordi det både er en værdig optakt til Avengers, men det er også en god film i sig selv. Rent æstetisk er den ekstremt flot, og Tom Hiddleston og Chris Hemsworth gør det afsindigt godt i rollerne som henholdvis Loke og Thor. Desuden har filmen også en høj underholdningsværdi, og det er en perfekt film at se med en masse sodavand og popcorn hjemme i sofaen. Hvis man kan acceptere, at der er så mange film i dag der er forudsigelige og fyldt med klichéer, men som stadig kan være sindssygt gode, så har du den guddommelige evne til at kunne se igennem dette og nyde Thor for det den er: En god superhelte film. Hermed: 4 ud af 6 glade grise.

If you can't do it big, then don't do it at all

Captain America: The First Avenger

2011

Action

Langt ude i ingenmandsland, hvor der kun er hvide isblokke så langt øjet rækker, troner et flyvrag op fra det hvide tæppe der beklæder det kolde kolde vand. Inde i vraget, under metalstykkerne, bag den gennemsigtige isvæg ligger det karakteristiske skjold med en sølvstjerne i midten. Her ligger Captain Americas skjold - og herfra begynder fortællingen om USA's mest nationalistiske og patriotiske superhelt nogensinde. Han kan hverken flyve,  skyde med laser eller har overnaturlige evner, men han er et billede på den amerikanske drøm og klædt fra top til tå i rød, blå og hvid. For ham kom hæderen før gerningen, og styrken med en sprøjte. Alt i alt en ret atypisk superhelt - hvis man overhovedet kan kalde ham det.

Efter at den unge Steve Rogers bliver erklæret uegnet til at være soldat i den amerikanske hær under 2. verdenskrig for femte gang, er han lige ved at miste håbet. Men da han mindst venter det, tilbyder en halvsær forsker ham en chance for at være den første testkanin i et forsøg på at skabe supersoldater. Før Steve ved af det, er hans krop fyldt til randen med et serum der gør ham stor, stærk og forstærker hans naturlige godhed. Han bliver en reklamesøjle for den amerikanske hær under navnet Captain America og bliver rollemodel, for alle de små drenge, der en dag drømmer om at komme i krig. Men Steve har aldrig glemt sin egen drøm og ønsker stadig at deltage i krigen som en rigtig soldat. Og måske er Steve, den eneste der kan bekæmpe den største fjende af dem alle: Red Skull. 

Det er synd og synd og mere synd og skam, at denne film falder helt til jorden. Marvels klassiske figur og historien bag hans tilbliven har så meget potentiale til at blive noget helt spektakulært. Ja, faktisk på niveau med historien om Batman. Historiens udgangspunkt i 2. verdenskrig, USA under krigstiden, en krigskærlighedshistorie, en gal skurk og meget mere er så kødfuld, at der var grundlag for en storslået film. Og det er skam ikke fordi, der går for meget nationalistisk pladder i den - langt fra. Den lander bare på at være en middelmådig B-film. Og det gør den af en hel del grunde, som ville tage alt for lang tid at nævne i de her små anmeldelser på bloggen. Det er bl.a. små ting som halvdårlige effekter, utroværdige tyske accenter, og dårlige skuespillere. Desuden er det ærgerligt, at når nu Captain America ikke rigtig besidder ægte superkræfter, så vil vi gerne se ham brillere i nogle hæsblæsende slåskampe fyldt med tricks, tække og slagkraft. Men det sker bare aldrig rigtig - actionscenerne er uinteressante og alt andet end spændingsfyldte. De er hurtigt overstået, og det er man kun glad for, når de er så kedelige.

Men der er en ting, der løfter denne her film. Vi snakker om castingen af Chris Evans til at spille Captain America - dette er filmens eneste genistreg. Vi føler ikke vi lærer den lille 40 kg tunge, meget sjovt udseende, Steve Rogers pre-serum-shots at kende ordentligt. Kærlighedshistorien mellem ham og en af de kvindelige generaler er kedelig og er overhovedet ikke overbevisende. Men der kan ikke herske nogen tvivl om, at Chris Evans er Captain America - han er simpelthen bare med i den forkerte produktion. Det lader til, at instruktøren har valgt at bruge en del ukendte skuespillere i denne her film. Men det er som oftest et dumt sats, når man arbejder med velkendte historier - og især når hovedrolle indehaveren også er semi-ukendt. Og selvom at Tommy Lee Jones pryder vores skærm med sin erfaring inden for skuespilskunsten, så er det ikke nok til bære filmen. Med Chris Evans som et sats, må man have nogle velkendte ansigter til at understøtte ham. Dette ville nok også have løftet filmen væk fra B-kategorien.

Ordet skuffelse er ikke nok til at beskrive hvad denne film efterlod mig i. Undervejs opdager man al potentialen, og ser samtidig hvordan den gang på gang, scene på scene, bliver tabt på jorden. Chris Evans er genialt castet i rollen som Captain America. Han er troværdig og emmer bare af den amerikanske drøm helt ud til fingerspidserne. 

Som de siger i Spiderman-filmene: "With great powers comes great responsibility". Når du har midlerne og tilladelsen til at filmatisere en legendarisk tegneserie og ikon som Captain America, så følger der et kæmpe ansvar med. Generelt med superhelte film i denne kaliber, skal man kunne gøre det fremragende i Christopher Nolan stil. Det formår Joe Johnston ikke. Jeg kan derfor ikke give filmen mere end to stjerner, og de går kun til Chris Evans, og det potentiale filmen har. Det virker måske ekstremt - men denne film fortjener ikke meget hæder.

Lad os tage hele superhelterækken

Jeg er ved at falde lidt af på den herinde. Mest pga. at gymnasie, lektier, venner og andre underholdende aktiviteter tager meget af min tid. Selv på vej forbi min Blockbuster kigger jeg væk, da jeg ved, at en kæmpe bunke lektier og afleveringer ligger derhjemme og venter. Men jeg må prøve at motivere, og tvinge, mig selv lidt nu. Nu skal der ses nogle film.

Jeg har lige set den nye Avengers film og var vild med den! Men så tænkte jeg "Hvad med filmene før filmen?" - Så nu vil jeg se, og anmelde, Captain America: The First Avenger, Thor og gense Iron Man 1 og Iron Man 2. Dette vil lede op til en anmeldelse af den nye Avengers film - set med helt nye øjne, da jeg på det tidspunkt vil kende mændene bag maskerne.

Jeg starter med Captain America her til aften. Nu må vi se, om der når at komme en anmeldelse i aften - men jeg vil bestræbe mig efter det!

Lad superheltekavalkaden begynde!