27 august, 2012

Mor og søn forhold der ryster publikum

We Need To Talk About Kevin
2011
Drama/Thriller

Sjældent ser man en film, hvor man er nødt til at kigge væk på grund af at så meget ubehag overvælder en. We Need To Talk About Kevin kommer så meget ind på livet af en, at det er svært at holde øjnene på skærmen hele tiden. Og det er skam ikke fordi, at den var uhyggelig som en gyser, sørgelig som et drama eller akavet som en komedie. Men besidder man bare en smule empati, så er det langt fra en glæde at se denne her. Imens vi følger moderens kamp med sin søn Kevin er vi som seere bundet til at opleve alle rædslerne ved at prøve at elske en søn, som ikke elsker en tilbage. For vi kender alle til små børns ubetingede glæde og nysgerrighed over for den verden, som de ikke kender til endnu. Men forestil dig så, en søn der allerede har luret det hele og bevidst ligger planer for at såre sin egen mor. At ens søn er fundamentalt ond. Så har man en søn ligesom Kevin.  


Eva (Tilda Swinton) og Franklin (John C. Reilly) har fået en søn - Kevin. Under Evas barsel, og længere tid efter det, tilbringer hun al sin tid med sønnen for at bygge et forhold op til ham. Men det er svært, da Kevin ikke er en helt normal dreng. Hun kæmper på daglig basis med at få bare så meget som et smil fra ham, men det hele virker håbløst. Eva er ved at opgive - men kan man nogensinde helt opgive sit eget kød og blod?
Dette er en af de interessante ting ved filmen. Den sætter spørgsmåltegn og efterlader stof til eftertanke. Man kan diskutere om Kevin virkelig er født ond, eller om Eva er en dårlig mor. Om Eva skal tage kampen op eller glemme ham. Om hvorfor hun tager de valg hun tager. Ja, dem jeg så filmen i selskab med, var uenige i de tanker jeg gjorde mig. Så denne lidt absurde film skaber en debat. Og det er altid fedt.


Men jeg har stadig ikke glemt ubehagen jeg nævnte tidligere. For den sidder der stadig. Filmens handlingsforløb er ekstremt gruopvækkende at overvære, men også filmens meget fåmælte hovedpersoner, der siger lidt, men med en hel del skjulte hentydninger. Kevins metoder til at køre psykisk terror på sin mor er ekstremt godt portrætteret. Desuden har instruktøren formået at skabe en stemning af uro, der holder hele filmen igen. Vi sidder spændte under hele filmen og venter på at få løst mysteriet omkring Kevin - vi hopper nemlig rundt i tid i et virvar af flashbacks og nutid, hvor vi konstant lærer brøkdele af helheden at kende. Dette skaber virkelig et ekstremt fuldendt klimaks.
Men post-klimaks må siges at være lidt af en fuser. Slutningen var forståelig og meget meningsfuld, men den viste ikke rigtig respekt til de forudgående 115 min. vi lige havde været vidner til. Det kan også være, at jeg personligt bare fandt slutningen frustrerende, da jeg synes den ikke stemte overens med de karakterer vi blev præsenteret for. Så dette er mere en smagssag - men den faldt ikke i god jord hos mig.
Filmen kunne også sagtens have været kortere - den blev til tider lidt lang og en del scener kunne godt have været undladt.


We Need To Talk About Kevin er virkelig en interessant film, og den er helt klart de 2 timer værd. Rent æstetisk er den flot, og når man kan få seeren til at føle sig utilpas, så har man selvfølgelig gjort et eller andet rigtig. Det er også værd at nævne, at Tilda Swinton er helt perfekt castet til rollen som Eva med hendes meget specielle udstråling. Det er virkelig et af filmens bærende elementer. Men som sagt kunne filmen godt have været lidt kortere og slutningen kunne have været bearbejdet bedre. Desuden har jeg set andre film inden for denne genre af lidt specielle, kunstneriske film, som jeg fandt bedre. Derfor får filmen 5 ud af 6 glade grise. Noget siger mig, at jeg burde give den 4, men filmen er noget helt for sig selv og imens den kørte, gjorde den et eller andet ved en. Det tror jeg er svært at benægte, når man har set den. Og det fortjener 5 glade grise.



22 august, 2012

Ekstremt ærgerligt og utroligt bittert

Extremely Loud and Incredibly Close
2011
Drama

På min liste over film jeg skulle se stod Extremely Loud and Incredibly Close, så da jeg fik muligheden for at leje den, så greb jeg muligheden med det samme. Forventningerne bestod dels af gode anmeldelser af bogen og dårlige anmeldelser af filmen. Disse modstridende tanker afbalancerede hinanden, så jeg stod med et forholdvis neutralt sind. Det er måske samtidig derfor, at jeg havde svært ved at finde ud af, hvad jeg egentlig synes om filmen. Denne anmeldelse vil måske være lidt mere præget af et tankespind frem for en struktureret anmeldelse. Lidt ligesom filmen selv er en ekspedition ind i sindet og forståelsen af skæbnens uransalige veje, bliver denne anmeldelse lidt af en udforskning i sig selv. 


Jonathan Safran Foers bog af samme navn var en virkelig anmelderrost bog og har stor betydning for mange mennesker. Især for mange amerikanere da bogen handler om en dreng der mister sin far d. 11. september 2001. Derfor var der høje forventninger til Stephen Daldrys filmatisering. 
Et år efter hans død føler Oscar at han langsomt er ved at miste sin far mere og mere. Så da han finder en nøgle i faderens jakkelomme sætter han sig for at finde ud af hvilken lås nøglen skal åbne. Han tager ud på en ekspedition rundt i New York for at finde svaret og møder mange mennesker på sin vej. 
Men filmen handler om meget mere end det. Undervejs opdager man, at emner som sorg, familie, venskaber, grænser, eventyr, håb, unikummer og mm. bliver taget op og bearbejdet. Imens vi følger Oscars rejse, følger vi også hans måde at bearbejde sin sorg på. Desuden sidder Oscars mor frustreret derhjemme og ved ikke hvordan hun skal kunne nå ud til sin søn. Alt dette ser vi på 2 timer og 10 min. Og det er måske mere end hvad instruktøren kunne klare.


Som vi ved kan en bog have utallige sider og har både plads og råderum til at bearbejde og afslutte forskellige temaer. Men filmen bærer for meget på sine skuldre og 2 timer er ikke nok til at skulle beskrive, uddybe og runde så mange emner af. Mindre ville have gjort det. Men dette er ikke filmens største problem, hvis du spørger mig. På trods af at Thomas Horn gør det godt i rollen som Oscar, så er den lille dreng simpelthen ikke en særlig "likeable" karakter. Han lider af en form for autisme, er socialt akavet og meget aggressiv over for sin omgangskreds. Og selvom vi ved, at han er i dyb sorg, så føler man ikke rigtig medlidenhed og forståelse for hans handlinger - eller i hvert fald gør man det ikke nok. Og dette er jo mildest talt sindsygt ærgerligt, når det er hans historie vi skal forstå.
Desuden mangler filmen lidt mere et kunstnerisk touch, så at sige. Filmen er blevet lavet som et af de store Hollywood dramaer der skal få kvinder til at græde og mænd til at knibe en tåre. Jeg vil vove at påstå, at vejen fra bog til film skulle være blevet tacklet anderledes. Filmen kunne sagtens have båret et lidt mere kunstnerisk og visuelt flottere udtryk. For der går ærligt talt lidt for meget Hollywood tåreperser i det. Og det trækker virkelig filmen ned i min bog.


Ja, I am sorry (uden spørgsmålstegn) men jeg var ikke imponeret. Det var ikke fordi, det var som at blive brændt levende at se filmen, på trods af hvad jeg måske skrev før, men den fangede mig ikke. Uden at have læst bogen, vil jeg tro at den fortjener bedere. Af de grunde som jeg nævnte før, kan jeg ikke give filmen mere end 3 ud af 6 glade grise. Jeg var skam underholdt og filmen havde sine momenter, men der var ikke nok. Desuden har jeg ekstremt svært ved at nyde film, hvor jeg langt fra bryder mig om hovedpersonen - især når det er meningen man skal. Hvis du skal se filmen, så skal det være for de øjeblikke hvor man oplever Oscars sorg og ser scenerne med faderen. De er gode, det er dem der får de 3 grise.


19 august, 2012

Projekt fed-fest-film lykkedes

Project X
2012
Komedie

Alle har været til minimum en fed fest i sit liv. Men hvordan definerer man en fed fest? Fed stemning, god musik, masser af alkohol, en scoring - eller to - eller bare en vild oplevelse? Mange bække små gør en stor å - det ved man i hvert fald helt sikkert efter man har set Project X. En fest som denne er vist aldrig set før i filmhistorien, og mens man sidder foran tv'et hjemme i stuen tænker man: "Hvad jeg ikke ville give, for at være en del af denne her film!" 
Og det fede er, at det føles det lidt som om du er.


Project X er nemlig filmet med håndholdt kamera. Kameramanden er goth-freaken Dax som dokumenterer de tre drenge Thomas, Costa og JB's forsøg på at holde den fest der vil ændre deres omdømme fra nørder til legender. Så da Thomas' forældre tager på en lille weekendtur så går forberedelserne i gang til den vildeste, sjoveste, mest grænseoverskridende og uforudsigelige fest nogensinde. Filmen indeholder nogle fede karakterer som Costa fra Queens der har et virkelig specielt sprogbrug, hans to bodyguardvenner på 12 år og den meget, meget sure dværg der bliver indespærret i en ovn. Det lyder mærkeligt, men det er morsomt og virkelig underholdende.


Project X fungerer bare. Det kan ikke siges meget anderledes. Det håndholdte kamera får seeren til at føle sig inddraget og som et ægte førstehåndvidne til hele galskaben. Imellem scenerne er der fyldt godt op med festmusik, dans, hor og en stemning man kan lægge genkende til det - dette giver filmen liv og fastlægger også festens udvikling. Karaktererne er sjove og deres udvikling gennem aftenen er sjov at følge - især Thomas'. Historien er klassisk, men med et twist. For filmen er ikke som så mange af de andre fest- og tømmermændsfilm - den er realistisk. Se filmen og I vil forstå hvad jeg mener.


Vi står her med en film, der virkelig har formået at underholde målgruppen. Jeg så den i går og tænker i dag stadig på, hvor fed jeg synes den var. Selvfølgelig er det ikke stor filmkunst vi bliver udsat for. Men den hæver sig også over bare at være en festfilm pga. chancen med det håndholdte kamera og så har den bare formået at fortælle historien om en virkelig vild fest. Og så kan man vist som teenager der skal underholdes ikke bede om særlig meget mere. Derfor får Project X 5 ud af 6 glade grise. Se den med dine venner - Drik nogle øl til og lade denne her film være opvarmning. For efter man har set den kan jeg garantere, at man gerne vil ramme byen og håbe på at bare opleve en brøkdel af det samme.



17 august, 2012

Film der skal ses




Ekstremt højt og utroligt tæt på
2011
Drama

Filmen har mildest talt ikke fået særligt gode anmeldelser, men jeg har hørt så mange tale om bogen. Ja, så kunne jeg jo bare læse bogen tænker man, men jeg er typen der godt kan lide at lægge ud med filmen.


Blue Velvet
1996
Mystery/Thriller

Før sommerferien så jeg for første gang serien Twin Peaks og jeg var bidt af det. Mer vil ha' mer, så jeg skal have set noget David Lynch - og hvorfor ikke lægge ud med hans mest omtalte film?
Desuden vil jeg også gerne se Fire Walk With Me - endnu mere Twin Peaks!



Half Nelson
2006
Drama

Som så mange andre er jeg HELT vild med Ryan Gosling. Ikke bare er han smuk at se på, men han er også en enormt talentfuld skuespiller, der virkelig fordyber sig og med omhu vælger de roller han påtager sig. Derfor er jeg nødt til at se Half Nelson, som indtjente ham en Oscar-nominering.


The People vs. Larry Flynt
1996
Drama

Denne film har jeg altid kigget på og synes den virkede interessant. Først troede jeg det var en komedie ala Thank You For Smoking, bl.a. fordi det er samme hovedrolleindhaver, men det viser sig at være en sand historie om en mand, der udgav pornografi og skulle kæmpe mod censur. Så den til en 10'er i en genbrug. Jeg tror jeg skal ned og tjekke om de stadig har den!


Weekend
2011
Drama/Romantik

Jeg er i dyb dyb fortvivelse. Jeg vil så inderligt gerne se den her film, men jeg kan ikke finde ud af, hvor jeg skal få fat på den. Da jeg var i Amsterdam og der var Gay Pride Week, gik vi forbi en forevisning af denne film, så jeg har set de sidste 10 min. Men det gør ingenting - jeg skal se den her. Den burde næsten være øverst på listen!

16 august, 2012

Marilyn i medgang og modgang - mest modgang

My Week with Marilyn
2011
Drama

Det må mildest talt siges at være en udfordring at skulle indkapsle, forstå og spille en af verdenshistoriens allerstørste ikoner. For alle ved jo hvem Marilyn Monroe var og hvordan hun blev en del af filmhistorien og hædret som en af de største skuespillerinder nogensinde. Men som vi også ved i dag, var Marilyn langt fra et lykkeligt menneske: Hun var tynget af ekstrem usikkerhed, vrangforestillinger om hendes medmenneskers loyalitet over for hende og et ønske om kærlighed, familie og børn - et ønske som i hendes øjne aldrig blev opfyldt. Hendes død er et af det 20. århundredes store mysterier og i hendes korte liv, var det kun få der virkelig kendte Marilyn efter kameraerne blev slukket. En af dem var Colin Clark, og det er hans bog My Week with Marilyn som filmen er baseret på. Her oplever vi, hvordan han for en uges tid kom tæt på legenden Marilyn Monroe.


Den unge Colin Clark får sin debut i filmbranchen som tredje assistent for instruktøren Laurence Olivier der er ved at instruere "The Prince and The Showgirl" med Marilyn Monroe i hovedrollen. På trods af flere advarsler og trusler med fyring kan Colin ikke lade være med blive fascineret og forelsket i Mrs. Monroe og i mangel på omsorg og bekræftelse lader Marilyn ham komme tæt på. Selvom det blot er for en uge. Og mens hele filmsættet er ved at gå berserk på den utilregnelige skuespillerinde, finder Marilyn støtte og ro i Colins arme. Det er denne fortælling vi får serveret - fortællingen om Marilyn på settet, hvad der gik forud og efterfølgende udfolder sig for hende. Som seer får vi lov til at få et kort indblik i et kompliceret liv. Og det er sindsygt spændende.


Der er ingen tvivl om, at Michelle Williams gør det fænomenalt i rollen som Marilyn Monroe. Både stemmen, håret, væremåden og de ikoniske kendetegn er på plads, og det må være den største udfordring som skuespiller at indkapsle og formidle. Og dette hjælper os endnu mere til at tro på hendes portræt af den sårbare Marilyn. Sammen med Colin Clark føler vi hans fascination og følger os selv dragede mod Marilyn. Ja, selvom hun altid kom for sent på settet og ofte var sanseløst beruset, så kan man ikke lade være med at elske hende. Man bliver ikke træt af Williams Marilyn Monroe ligesom man heller ikke gjorde med den ægte vare. 
Filmen mangler dog en bedre, stærkere og mere langtrukken begyndelse. Scenerne er korte, tempoet er højt og før vi ved af det, har Colin Clark fået et job på filmsettet. Denne start bryder jeg mig ikke om, da det står i for stor kontrast til filmens resterende tempo. Filmen har ikke brug for et storslået klimaks, så filmen kunne sagtens have båret at vare 10 min. længere med en mere lækker begyndelse. Desuden formår filmen ikke at brænde sig fast i ens hukommelse, det kan jeg allerede forudse nu. Hvorfor? Karaktererne omkring Marilyn og Colin er ikke interessante nok til at skabe en stærk historie. Altså står vi med en helt speciel og unik kærlighedshistorie, men omstændighederne for den er ikke interessante nok. Der er ikke nok på spil. Filmen har fokuseret for meget på at være en biografisk film om Marilyn Monroe og ikke nok om at være en kærlighedshistorie.


Jeg nød at se My Week with Marilyn, da den er underholdende og på grund af Michelle Williams gennemførste præstation som Marilyn. Kærlighedshistorien mellem hende og Colin er smukt fortalt, og da historien er unik, og sand, gør det den blot endnu mere interessant. Men selvom dette bærer historien, så mangler der nogle mere interessante biroller. Der er blevet lagt for meget fokus på en biografi om Marilyn Monroe, og på et tidspunkt i filmen, kan man godt finde sig selv virkelig frustreret over, at hun konstant er omdrejningspunktet (ligesom hun vel også var i virkeligheden). Derudover mangler filmen en stærkere indledning og opstart - den er alt for hurtig, og den virker ikke gennemtænkt, men lidt mere som noget der skulle laves i sidste øjeblik. Derfor giver jeg filmen 4 ud af 6 grise. Men se filmen for at se Michelle Williams præstation - den er det hele værd!


12 august, 2012

Makaber weekend med chefen

Weekend at Bernie's
1989
Komedie

I 80'erne producerede USA en hel del gode ungdomsfilm, som vi stadig kender til og ser med stor glæde. Film som The Breakfast Club, Ferris Bueller's Day Off, Pretty In Pink osv. er alle film, som jeg har set utallige gange og holder enormt meget af. Tiden, stemningen, tøjet og musikken beskriver en tid som ligger 20-30 år tilbage, men de unge, deres problemer og deres bekymringer er som taget ud af vores tid. Så langt fra og alligevel så tæt på. Det er hvad, jeg elsker ved 80'er filmene. 
Weekend at Bernie's er en af de 80'er film, der er, vil nogen mene, gået hen og blevet kult, så da jeg så, at jeg kunne få den for 16 kr. i Blockbuster, så slog jeg til - nu måtte jeg se, hvad der var ved denne her film om to unge mænd der tilbringer weekenden i chefens sommerhus.


Men weekenden går ikke helt som planlagt. Da de to unge mænd (Andrew McCarthy og Jonathan Silverman) ankommer, ja så møder de ganske rigtigt chefen som aftalt - han er bare død. Og så starter balladen, da der samme aften er fest, og de prøver at skjule det faktum, at chefen ikke længere er festens midtpunkt. De to mænd, står som gode kontraster til hinanden: Den ene vil ringe til politiet og håndtere situationen på fornuftig vis. Den anden vil fortsætte så længe muligt og lade festen vare ved. Og således er der serveret 1 1/2 times makaber humor med en masse situationer, der får dig til at gispe og også nogle få, der får dig til at grine.


Og det er det, der er problemet. Jeg morede mig simpelthen ikke nok. Filmen bliver båret af Andrew McCarthys utroligt spøjse og "carpe diem" dikterende rolle, som er velspillet og giver filmen tempo og humor. De mange scener, hvor man oplever deres mærkværdige og utroligt grænseoverskridende stunder sammen med deres chefs lig er ikke direkte sjove, men når det først går op for en, hvor surrealistisk situationen er, ja, så kan man ikke lade være med at grine. Man skal bare lige vænne til lig der bliver kastet, slået, madet og også ligefrem voldtaget.
Men det er ikke nok. Idéen til Weekend at Bernie's er fed, og det er det, hvis du spørger mig, jeg tror der har gjort den til en kultfilm. Men der er langt fra tanke til handling, og der er gået noget galt på vejen. Historien er ikke spændende, klimaks er et kæmpe anti et af dem, og det gik ikke op for mig at jeg overværede klimaks, før efter det var sket. Det er et kæmpe minus. Desuden forstår vi heller ikke hvad karaktererne tager med sig fra oplevelsen, og hvad der skal ske i deres liv herfra. Dette er også frustrerende, når man nu har fulgt dem i 1 1/2 time.


Jeg kan godt se, hvorfor en del drengerøve i dag, vil stemple denne her film som deres yndlings. Det er et godt plot og der hører en fed 80'er ungdomsstemning til filmen. Men filmen er ikke sjov nok, og det er det den skal være. Vi forstår ikke karakterernes udvikling - og ikke dermed sagt, at der altid skal være en, men vi forstår ikke engang hvad karaktererne fik ud af oplevelsen. Det efterlader også os seere tomhændede. Det makabre og dybt grænseoverskridende aspekt af filmen er super overraskende og virkelig ulig noget andet for sin tid, vil jeg mene. Men det er ikke nok til at lave en helt fantastisk film.
Derfor giver jeg Weekend at Bernie's 3 ud af 6 glade grise. Det er ikke en film, der er lavet til at gå efter de 6, og det skal man respektere. Men det er jo også samtidig derfor, at den ikke kan få mere. Så på den måde går det hele hånd i hånd. Fik jeg forresten sagt, at der er en Weekend at Bernie's 2?



07 august, 2012

Den man elsker tugter man

Blue Valentine
2010
Drama/Romantik

Den allerførste rigtige kærlighed. Den hvor man begynder at tro på kærlighed ved første blik. Den hvor man ikke kan lukke et øje, før man kender hendes navn. Den hvor man vender tilbage til det første sted, hvor man så hende og venter på, at hun måske dukker op igen. Det er denne kærlighed som Dean (Ryan Gosling) møder i Cindy (Michelle Williams) i filmen Blue Valentine. Og selvom de er unge, er deres kærlighed stærk og drømme for fremtiden store. Men varer kærligheden ved?


Længere ude i fremtiden ser vi Dean med datteren Frankie og Michelle der serverer morgenmad. Tonen mellem mand og kone er hårdere og følelserne dulmede. Hverdagens rutine tager hårdt på begge og den stormende kærlighedsromance fra de yngre år, synes at være gemt væk. For selvom de elsker hinanden, er det blevet en del lettere at være sur end glad. Kan Dean og Cindy finde kærligheden igen ved hjælp af et billigt sexmotels fremtidsrum?


Blue Valentine, navngivet efter Tom Waits albummet af samme navn, er en simpel film om en kærlighedshistorie, som virker som så mange andre. Unge mennesker der bliver forelskede, slår sig ned og skal holde gnisten i live - imens de skal få dagene til at give mening. Stort set alle scenerne er improviserede, så mange af replikkerne er baseret på en følelse eller et overordnet ønske eller mål for scenen- og det er det, der giver filmen sin styrke. Dialogerne er genkendelige, ærlige og relaterbare og samtidig indeholder de en skævhed og finurlige samtaleemner, som vi kan grine og føle med på. De to handlingsforløb der løber side om side, står som kontraster og forstærker filmens udtryk og budskab.
Vi mærker virkelig den inderlige forelskelse Dean og Cindy føler for hinanden - både vha. gode skuespilpræstationer og de stærke dialoger. Dette bærer filmen.


Filmen er langtfra opmuntrende og den er hård at se. Man svinger mellem en lykkefølelse og tristhed, der tærer hårdt på en, hvis man altså har en naturlig evne til at lade sig rive med i film. Og hvis de er gode, så bliver jeg revet med - og det gjorde jeg her. Man skal se Blue Valentine, fordi det er en af de independent films, der fortjener mere opmærksomhed, da den formår at vise en smuk kærlighedshistorie på et meget mere naturligt og virkelighedspræget niveau ift. alle de romcoms (romantiske komedier), som Hollywood masseproducerer.
Filmen får 5 ud af 6 glade grise. Jeg giver den kun 5, da filmen er meget tung, og det er først klimaks der giver filmen lidt tempo og... ja, lyd kan man sige. En klassisk indie-film, der giver sin fortolkning på et ungt ægtepars medgang og modgang. Du kan ikke undgå at blive rørt. 

(På nær, hvis du er dreng - så vil man måske foretrække at se Ryan Gosling i en anden film end denne ;-)




KLASSIKERE: Lyst, synd og symbolik

Eyes Wide Shut
1999
Drama/Thriller/Mystery

Når man sætter sig i sofaen for at se en Stanley Kubrick film, så må det siges at forventningerne er høje. Efter at have set film som A Clockwork Orange, Dr. Strangelove - Or How I Learned to Stop Worrying and Love the Bomb og The Shinning, der har sat klare spor i min filmhukommelse, måtte jeg se mere. Hvad der fascinerer mig er hans æstetik, sans for at fange utallige detaljer, farver og følelser i et stilbillede - og holde det, samt hans perfektionistiske tilgang der giver filmene deres fuldendthed. For når man ser en Kubrick film, så ved man, at alt er gennemtænkt - ikke et eneste ord, gestus eller rekvisit er uden betydning.


Eyes Wide Shut var Kubricks sidste film, og han døde kort før filmen fik premiere. Ikke desto mindre var hans sidste bedrift en film af dimensioner som udfordrer både seerens sind og sanser. Tom Cruise spiller rollen som lægen Bill Harford der vælger at hengive sig selv til nattens dunkle og erotiske mystik, da han hører om sin kones (Nicole Kidman) førhen hemmelige sexfantasier om en ung søofficer. Forrådt og rådvild efter et nattebesøg hos en patient begiver han sig ud på en sanselig tur i New Yorks gader, hvor både hans lyst og morale bliver sat på prøve. Her støder han på en gammel ven, der fører ham til en farlig parallelverden, hvor grænserne bliver brudt - og det hele starter med ordet "Fidelio".


Tom Cruise og Nicole Kidman spiller fænomenalt i filmen og giver begge en fremragende præstation. Derudover formår filmens langtrukne og overskudsprægede fortællemåde at suge seeren ind og få os til at side på stolekanten i håb om at forstå og få en forklaring på, hvad man ser på skærmen. For Eyes Wide Shut er ikke en film man læner sig tilbage og lader hjerne koble fra til. Den kræver opmærksomhed for detaljer og interesse for symbolik og metaforer - dog skal man ikke hente sine filmanalyse noter fra mediefag frem, da filmen stadig formår at være helt igennem fantastisk, uden at man helt forstår hvad der foregår. Ja, jeg sidder stadig med mange ubesvarede spørgsmål - og det kan jeg godt lide! For filmen er så kunstnerisk og sansepræget, at hvis alt blev forklaret? Ja, så ville magien forsvinde.


Ja, det kunne vist ikke fremgå meget tydeligere? Jeg er VILD med Eyes Wide Shut, og jeg ved, at det er en af de film, jeg ikke vil glemme foreløbigt, men som jeg fra tid til anden vil vende tilbage til i mit hoved og prøve at få til at give mening. 
Er du vild med Kubrick? Se den. 
Er du til smukke film rent visuelt? Se den. 
Kan du lide sex og erotik? Se den. 
Er du til film, hvor du får alle svarene serveret? Så stil denne her tilbage på hylden og hent en krimifilm.
Jeg giver filmen 6 ud af 6 glade grise - Jeg kunne ikke være mere tilfreds. Kubrick gjorde det igen.