Kærlighed opstår i et stereotypt Italien

To Rome With Love

2012

Romantisk Komedie

Sidste år tog Woody Allen til Frankrig med Midnight in Paris, og nu er han endt i Italiens hovedstad Rom med To Rome With Love. Denne gang medvirker han oven i købet selv, imens en masse små skæbner udfolder sig i denne hovedstad. Ved Den Spanske Trappe og Fontaine de Trevi ser vi relationer opstå og udvikles - alle sammen med fokus på kærlighed i sine forskellige skikkelser. Endnu en romantisk komedie a la Allen, som vi kender dem. Som oftest er det gode film, med en masse hjertevarme og sjove karakterer. Heriblandt Woody Allen selv som frontløber, ikke i form af den største rolle, men af den mest neurotiske, overanalyserende karakter. Gang på gang.

I To Rome With Love udspiller sig en masse små historier, der egentlig ikke har andet tilfælles end kærlighed og Rom. Det nygifte par, der for en dag bliver adskilt og udfordret på livet af en luder og en skuespiller. Svigerforældrene der rejser til Rom for at møde deres datters forlovede og opdager, at svigersønnens far er et operatalent og en guldgruppe. Arkitekten der skal underholde sin kærestes veninde og oplever, at hans kærlighedsliv bliver vendt op og ned. Sidst men ikke mindst er der den helt normale romer, der bliver kendt uden grund og finder sig selv forelsket i berømmelsen. Finurlige historier udfolder sig og lattermusklerne bliver trænet. Kombinationen af romantik og komik er genial. Romantikken bliver aldrig for kvalmende, og komikken er i top lige til det sidste. Det er her, at filmen brillerer.

Men når nu filmen handler om Rom, så kunne Allen godt have gjort et bedre arbejde for at nuancere synet på Italien. Han falder gang på gang i stereotyper, og det er utroligt trættende i længden. Klassisk italienske melodier, næsten udelukkende turistattraktioner som kulisser, og italienere der råber, taler hurtigt og overimødekommende. Måske forholder det sig sådan, men det sænker filmens potentiale til at blive en rigtig god romcom. For selvom nogle af filmens karakterer er turister, ja, så opfører nogle af de indfødte sig oven i købet, som om de er turister. Det bliver trættende at se på. Især når Woody Allens rolle skal kritisere og stille spørgsmålstegn ved alt, fordi han er udefrakommende. Det er gjort med humor, men minder mere om en kamp om værdier mellem Italien og USA, som virker ret så nedgørende mod Italien. 

Filmen har en masse gode skuespillere på rollelisten. Jesse Eisenberg, Alec Baldwin, Penelope Cruze osv. hvis roller og skuespil virkelig løfter filmen. Filmen er enormt sjov, og de skøre og meget langt ude historier holder hele vejen igennem. Det bliver godt nok underligt, men aldrig så underligt at det ikke længere er sjovt. Kærlighedshistorierne er fine, ikke kvalmende, og der er plads til overraskelser, pga. de uforudsigelige situationer der opstår. Desværre er det billede der gives af Rom for stereotypt. Lidt leg med fordommene ville have været mere interessant end USA's egen fortolkning af Italien. Og nu er det efterhånden blevet utroligt intetsigende at se Woody Allen i den samme rolle som altid. Det er det samme i hver film, og selvom hans kommentarer er underholdende, så mangler der simpelthen fornyelse.

Derfor får filmen 4 ud af 6 stjerner. En underholdende film, der dog mangler en smule mere hensyn til sine omgivelser. Men om det er kærlighed i Paris, Rom, New York eller et helt tredje sted, så har Woody Allen stadig en magisk evne til at kreere nogle fine film, som altid bringer et smil på læben.