Kærlighed opstår i et stereotypt Italien

To Rome With Love

2012

Romantisk Komedie

Sidste år tog Woody Allen til Frankrig med Midnight in Paris, og nu er han endt i Italiens hovedstad Rom med To Rome With Love. Denne gang medvirker han oven i købet selv, imens en masse små skæbner udfolder sig i denne hovedstad. Ved Den Spanske Trappe og Fontaine de Trevi ser vi relationer opstå og udvikles - alle sammen med fokus på kærlighed i sine forskellige skikkelser. Endnu en romantisk komedie a la Allen, som vi kender dem. Som oftest er det gode film, med en masse hjertevarme og sjove karakterer. Heriblandt Woody Allen selv som frontløber, ikke i form af den største rolle, men af den mest neurotiske, overanalyserende karakter. Gang på gang.

I To Rome With Love udspiller sig en masse små historier, der egentlig ikke har andet tilfælles end kærlighed og Rom. Det nygifte par, der for en dag bliver adskilt og udfordret på livet af en luder og en skuespiller. Svigerforældrene der rejser til Rom for at møde deres datters forlovede og opdager, at svigersønnens far er et operatalent og en guldgruppe. Arkitekten der skal underholde sin kærestes veninde og oplever, at hans kærlighedsliv bliver vendt op og ned. Sidst men ikke mindst er der den helt normale romer, der bliver kendt uden grund og finder sig selv forelsket i berømmelsen. Finurlige historier udfolder sig og lattermusklerne bliver trænet. Kombinationen af romantik og komik er genial. Romantikken bliver aldrig for kvalmende, og komikken er i top lige til det sidste. Det er her, at filmen brillerer.

Men når nu filmen handler om Rom, så kunne Allen godt have gjort et bedre arbejde for at nuancere synet på Italien. Han falder gang på gang i stereotyper, og det er utroligt trættende i længden. Klassisk italienske melodier, næsten udelukkende turistattraktioner som kulisser, og italienere der råber, taler hurtigt og overimødekommende. Måske forholder det sig sådan, men det sænker filmens potentiale til at blive en rigtig god romcom. For selvom nogle af filmens karakterer er turister, ja, så opfører nogle af de indfødte sig oven i købet, som om de er turister. Det bliver trættende at se på. Især når Woody Allens rolle skal kritisere og stille spørgsmålstegn ved alt, fordi han er udefrakommende. Det er gjort med humor, men minder mere om en kamp om værdier mellem Italien og USA, som virker ret så nedgørende mod Italien. 

Filmen har en masse gode skuespillere på rollelisten. Jesse Eisenberg, Alec Baldwin, Penelope Cruze osv. hvis roller og skuespil virkelig løfter filmen. Filmen er enormt sjov, og de skøre og meget langt ude historier holder hele vejen igennem. Det bliver godt nok underligt, men aldrig så underligt at det ikke længere er sjovt. Kærlighedshistorierne er fine, ikke kvalmende, og der er plads til overraskelser, pga. de uforudsigelige situationer der opstår. Desværre er det billede der gives af Rom for stereotypt. Lidt leg med fordommene ville have været mere interessant end USA's egen fortolkning af Italien. Og nu er det efterhånden blevet utroligt intetsigende at se Woody Allen i den samme rolle som altid. Det er det samme i hver film, og selvom hans kommentarer er underholdende, så mangler der simpelthen fornyelse.

Derfor får filmen 4 ud af 6 stjerner. En underholdende film, der dog mangler en smule mere hensyn til sine omgivelser. Men om det er kærlighed i Paris, Rom, New York eller et helt tredje sted, så har Woody Allen stadig en magisk evne til at kreere nogle fine film, som altid bringer et smil på læben.

Den gode, den platte og den eventyrlige

Så blev det jul! Her er tre af mine yndlingsjulefilm:

Love Actually

2003

Komedie/Romantik

I min familie er det gået hen og blevet en juletradition at se den her film i selskab med æbleskiver og varm kakao eller gløgg. For denne her film emmer bare af jul og dens følgesvend kærlighed. En masse fantastiske britiske skuespillere, den gode selvhadende altid sarkastiske britiske humor, og nogle virkelig gribende og rørende historier. For selvom det er jul, er alt ikke liv og glade dage for alle. De små kærlighedshistorier der er flettet ind i hinanden på kryds og tværs er både sjove, triste, smukke og kan få enhver pige til at sige "åååårhh...", og nok en en hel del drenge til at få brækfornemmelser. Men ikke desto mindre er dette bare en film, der i hvert fald, for mig har stor affektionsværdi, og det kan i mange tilfælde gøre en film rigtig god. Heldigvis er jeg ikke den eneste der elsker denne film. For mig er det ikke jul uden Love Actually.

A Christmas Romance

1994

Romantik

Når nu vi taler om film, som fremstår som bedre en de egentlig er, fordi man har et forhold til dem, så er dette virkelig det gyldne eksempel. A Christmas Romance er på mange måder, en ret så dårlig film. Den er plat, overromantisk, overfølsom, og karaktererne er ret irriterende. Men Gud ved hvor mange gange, jeg har set den her film, og jeg skal se den år efter år. Jeg kender den ud og ind, men det er bare betryggende og hyggeligt, ligesom jul skal være. Den lille hytte ude i sneen, hvor der er hjemmebag og store varme uldtrøjer er bare så så så julet. Det er totalt plat, men et must, når det skal være jul.

The Nightmare Before Christmas

1993

Animation

Her står jeg ikke alene. En på mange måder atypisk julefilm, som på trods er gået hen og blevet en klassiker. Ikke mindst fordi den i 90'erne var nyskabende, men også fordi, at Jack og slænget er nogle elskelige figurer. Historien er så hjerteskærende og sød, at man bliver rørt gang på gang. For selvom vi elsker film der er super julede, så er det også rart med et lille afbræk fra decemberstemningen. Det kan man med The Nightmare Before Christmas, og så er man stadig i julestemning, når filmen ender. 

Engagement eller ligegyldighed

Detachment

2011

Drama

Selvom vi tit falder for hollywood-produktionerne og de Oscar-vindende skuespillere, når vi skal se en film, så er det en gang i mellem det værd at stoppe op og se en independent film. Der er friere tøjler, andre emner og en helt speciel stemning fortalt igennem en interessant filmgenre. Og det er som oftest også film af god kvalitet. Ned fra hylden tog jeg Detachment en film af Tony Kaye, der instruerede American History X som i dag kan kaldes en klassiker. Med Adrien Brody i hovedrollen som den komplekse vikar Henry Barthes var jeg overbevist om, at den skulle med hjem. Jeg stod med en film i hånden, der havde enormt meget på hjerte. Den havde et tema og små historier til at formidle det gennem en tankevækkende fortælling. Men det opdagede jeg selvfølgelig først, da jeg havde sat mig foran skærmen og trykket play. Tænk at man nær var gået forbi denne lille perle.

Gennem livet har Henry Barthes (Adrien Brody) vandret fra klasselokale til klasselokale og vikarieret. Han tror på, at følelsesmæssig distance og en hård facade holder orden og ro i en klasse. Men for Henry Barthes er det egentlig ikke blot en facade - han er hård som sten. Han kan ikke knytte sig eller engagere sig i de elever han møder dag efter dag. Da han ankommer til en ny skole, hvor eleverne sviner lærerne til og allerede er tabt på gulvet, bliver han udfordret i sin overbevisning. Og da lærere, ulykkelige elever og en pige fra gaden også træder ind i hans liv bliver hans naturlige væsen sat på prøve, og han har svært ved at se, hvad han skal gøre. Fortsætte eller ændre sig? Eller har han i det hele taget et valg?

Detachment er en lille film. Der er ikke mange store ord eller overdramatiske scener, men der er store følelser på spil, og vores hovedperson bliver udfordret til det yderste. Det er meget spændende, men ikke på en hæsblæsende måde, men på en ja.. følelsesmæssig måde. Vi kender alle til disse følelser, og filmen udfordrer et eller andet sted også os selv. Både på vores overbevisning, men også fordi filmen ikke er helt letforståelig. De foretagne valg og relationer er ikke helt tydeligt for os, og der er plads til fortolkning. Små klip af tegninger på en tavle bidrager med en mere metaforisk vinkel på filmen, og dette hjælper vores forståelse, men besværliggør den også. For ligesom Barthes, er denne film kompleks og det er ikke helt let at gennemskue alt. Den udfordrer. Ligesom man lige tænker, at en rigtig god independent film vil gøre.

Det har været lidt af en udfordring for mig at skulle anmelde den her film. For det første fordi jeg ikke har gjort det i lang tid, og for det andet fordi jeg på mange måder er ny i genren. Detachment er en virkelig interessant og meget smuk film, fordi den har et virkelig godt udgangspunkt, nemlig engagement vs. ligegyldighed. Et tema som kunne filmatiseres på mange måder, og her er det gjort på en fin, simpel måde, som samtidig er intens og rystende. Jeg var imponeret over, hvad sådan en lille film kunne gøre. Men selvom den kun varer 1 1/2 time, er den tung og den kræver ens fulde opmærksomhed fra start til slut. Det skal en film selvfølgelig, men den kan godt gå hen og blive lidt tung. Derudover kunne filmen godt have udnyttet lidt mere af det kunstneriske element som f.eks. tegningerne på tavlerne. De var smukke, poetiske og brød lidt med seriøsiteten. Et helt nye kunstnerisk element kunne have løftet filmen. Derfor giver jeg den 4 ud af 6 glade grise. Helt klart en film der er værd at se, og den har i hvert fald givet mig som seer blod på tanden: Flere independent film!

Skal nok være lidt mere aktiv her på bloggen fra nu af, håber jeg. Første anmeldelse i lang tid, så skal lige tilbage i rytmen. God jul derude!

Silence is golden

Der har været stille i nogle uger efterhånden herinde, og det er jeg ked af. Nu ved jeg ikke hvor mange der rent faktisk følger med herinde, men om der er et publikum eller ej, så synes jeg stadig, at det er sjovt at skrive anmeldelser. Så jeg skal nok tage mig sammen og få skrevet, jeg skal bare også lige have set nogle film. Det hænger jo nu engang sammen at en anmeldelse kræver en film, så det er jo ren logik.
Indtil da har jeg lavet en collage over nogle af mine yndlingsfilm, bare for at der sker lidt herinde. Har prøvet at undgå at tage for mange klassikere med, men nogle er jo simpelthen så gode, at de nu engang er mine yndlingsfilm.
God jul, jeg skal nok huske at se nogle film!