29 oktober, 2012

At spille på en visionær og en sindssyg

A Dangerous Method
2011
Biografi/Drama

Det var et brud med menneskesynet, da Freud i sin tid præsenterede sin psykoanalyse for verden. Bort var oplysningstidens tanker om det individuelle menneske, der handlede rationelt og reflekteret, da Freud forenklede hele menneskets virke ned til et enkelt udgangspunkt: Seksualdriften. Alt hvad vi gør er baseret på seksualitet. En banebrydende tanke, som på må og få fik tilhængere i Europa, og som senere blev dybt respekteret. Selv i dag er Freuds tanker ikke helt forkastet, selvom nye metoder siden hen har set dagens lys. A Dangerous Method har til formål at skitsere psykoanalysens begyndelse og udvikling i de spæde år af dens fødsel. Mesteren Freud (Viggo Mortensen) giver sin erfaring videre til lærlingen Carl Jung (Michael Fassbender) som afprøver den på den sindssyge Sabina Spielrein (Keira Knigthley). Og ligesom tankerne og ideerne om driften føres videre, opdager Carl Jung, at det hele ikke kun er teori - men noget han også mærker på egen krop.


A Dangerous Method er altså en biografisk film, der netop omhandler disse tre kernepersoner inden for psykoanalysen og deres indbyrdes relationer. Carl Jung tager Sabina Spielrein som patient og afprøver psykoanalysens metoder på hende. Han vælger at udspørge hende uden at hun kan se ham, og det er bl.a. derfor filmen har navnet A Dangerous Method. Men det er ikke den eneste farlige metode Carl Jung benytter sig af. Den seksualdrift som Sebina så tydeligt er blevet skør af, kan han genkende i sig selv, og må nu granske sin morale og professionalitet, for at finde ud af, hvad han skal gøre. Alt imens søger han bekræftelse og intellektuel stimulans hos sin faderfigur Sigmund Freud, men da dette forhold også bliver mere og mere betændt, er Dr. Jung i vildrede og kunne måske godt selv bruge en psykolog at tale ud med.


Vi bevæger os i de øvre luftlag af intelligens, når vi ser denne film. Handlingen er præget af meget stilstand, da både psykoanalysen bliver vendt og drejet i diverse dialoger mellem hovedrolleindehaverne og biroller ligeså. Drømme tydes og begreber sættes under debat. Filmen får karakter, og problemstillingerne er interessante. Dilemmaerne er mange, og de er alle spændende at dykke ned i. Det omhandler jo som sagt først og fremmest om Freud og Jungs forhold, så hvorfor skulle det hele heller ikke gå op i snak og debat? Eller gør det nu det? For er det her en kærlighedshistorie mellem en psykolog og en patient, eller er det en historie om et meningsfuldt venskab? Jeg er i tvivl om, hvad intentionen med filmen er, og det er frustrerende. Ved slutningen føler man denne tomhed, som man gør, når man ikke rigtig ved, hvad man skal forlade biografen med. Begge historier havde noget at fortælle, men hvad var det, der var vigtigst? Ja, det ved jeg faktisk ikke.
Det er dog værd at nævne, at filmen indeholder nogle formidable skuespilpræstationer fra Michael Fassbender og Keira Knightley. Fassbenders portræt af Carl Jung er yderst troværdigt, og hans indre konflikt står klar for os. Keira Knightley, som jeg normalt ellers ikke bryder mig om, overrasker i denne film med sin indlevelse og kropsliggørelse af den splittergale Sebina Spielrein. Den undertrykte seksualitet hun udtrykker er gennemført helt ud til fingerspidserne, og Jungs fascination af hende, har vi forståelse for. 


Alt i alt er A Dangerous Method en til dels vellykket film. Dens sofistikerede og filosofiske aspekt er gennemført og bærer filmen. Disse diskussioner og dilemmaer er spændende, og banebrydende for sin samtid - og med den information i bagagen, kan man virkelig nyde filmen. Jeg vil dog anbefale, at man har sat sig en lille smule ind i psykoanalysens kernebegreber og metoder, før man giver sig i kast med filmen. Det fortjener den, og oplevelsen bliver bedre. Men selve budskabet og intentionen med filmen er uklar. Hvad fik jeg ud af, at se denne film? Det er svært at svare på, når rulleteksterne titter frem. Derfor kan filmen ikke få mere end 4 glade grise. Det er en stilfærdig film, som fortjener at blive set, men det er langt fra en gennemført biografisk Hollywood drama, som vi har set så mange gode af. Og vorherre bevares, det skal de alle sammen heller ikke være, men filmen løfter sig ikke rigtig og når et højere niveau. Men det må vi blot erkende og acceptere. Og så kan vi komme videre herfra.


23 oktober, 2012

Rock of Glee

Rock of Ages
2012
Musical

Når alt synes lidt trist, og når dagene er lange og grå, har vi alle vores forskellige opmuntringsritualer. I disse snart forekommende vintertider, hvor mørket opsluger optimisme og A-menneskets vigtigste kræfter, så er der måder, hvorpå vi kan finde lidt glæde igen. Og det handler heller ikke kun om vinteren - vi er i finanskrise, og der er brug for optimisme. Det er det film som Rock of Ages har til formål at minde os om - at der stadig er plads til glæde, sang og optimisme. Virkelighedseskapismen. Og som så mange musicals før er Rock of Ages en musical der eksploderer i et virvar af dans, sang, rock'n'roll, kendis efter kendis og en kærlighedshistorie. Den blev brandet i biograferne som et sommerhit og er nu på DVD som en vintervarmer.


Handlingsforløbet er inspireret af den klassiske "Don't Stop Believing" af Journey fra 1981. 
Så hvorfor ikke bare citere det første vers af denne sang, og så skulle I vist have fået et godt indtryk af den film:

Just a small town girl, livin' in a lonely world 
She took the midnight train goin' anywhere 
Just a city boy, born and raised in south Detroit 
He took the midnight train goin' anywhere 

A singer in a smokey room 
A smell of wine and cheap perfume 
For a smile they can share the night 
It goes on and on and on and on 

(Chorus) 
Strangers waiting, up and down the boulevard 
Their shadows searching in the night 
Streetlights people, living just to find emotion 
Hiding, somewhere in the night. 


Krydret med stjerner som Alec Baldwin, Catherine Zeta-Jones, Russell Brand, og sidst men ikke mindst, Tom Cruise som den Axl Rose inspirerede rockstjerne Stacee Jaxx. En masse glam rock musik, som vi kender den fra svundne tider. Dyppet i glimmer, farver, lys og værsgo: En klassisk filmmusical med ekstra sødme.. og bvadr.


Rock of Ages kan sagtens kategoriseres som en vintervarmer. Hvis vi altså her referer til en opvarmning af de hånlige lattermuskler. For på trods af sine intentioner, om at lave en film om sex, drug and rock'n'roll så går der mere pretty, kissing and pop i den. De to hovedpersoner er ikke særlige elskværdige, og det er da dybt ironisk, at det slet ikke lyder rocket, når de synger, men mere som noget fra et afsnit af "Glee". Det er en gåde for mig, hvordan instruktøren ikke har lagt mærke til denne fundamentale bommert, som er katastrofal for filmen. Og selvom filmen er spækket med stjerner, så gør dette desværre ikke op for noget. Historien spidser aldrig rigtig til, og man tager sig selv i at være bedøvende ligeglad med hvad der foregår på skærmen. Det virker næsten som et forsøg på at for undskylde for filmens dårlige kvalitet, ved at putte så mange kendte ind på rollelisten. Men undskyldningen er ikke godtaget. Tom Cruise i rollen som den sexede, syrede, mystiske, berømte og eftertragtede Stacee Jaxx virker næsten som en joke. Han er langtfra betagende, og jeg tvivler på, at der sidder særligt mange kvinder og bliver opstemte, når de ser på ham.



Det er meningen, at musicals skal rive folk med og give dem lyst til at hoppe op af sofaen, synge med på fuld hammer, løbe ud og købe cd'en, finde sin yndlingssang og dagdrømme om at være en af karaktererne fra filmen. Her dumper Rock of Ages. Og sådan går det ofte, for disse "Broadway musicals" der bliver filmatiseret. Mamma Mia oplevede det samme. Men vi har næsten endnu flere eksempler på at det kan lykkes: Grease, Across the Universe, Phantom of the Opera osv. Filmens lyspunkt er alle de fantastiske sange den indeholder. Både Def Leppard, Journey, Guns'n'Roses og mange af deres kolleger er repræsenteret. Men det er desværre ikke filmens fortjeneste, for man sidder og mindes de originale tekster og ikke de nye versioner.
Rock of Ages får 3 ud af 6 glade grise. Sangene, og nogle af optræderne, er gode, og derfor fortjener den de 3 glade grise. Man havde håbet at manden bag genindspilningen af Hairspray!, Adam Shankman, kunne have formået at gøre det godt igen. Men man kan ikke vinde hver gang. Men som man siger: Don't stop believing.



19 oktober, 2012

Se en dårlig film med dit barn i efterårsferien


Hej derude!
I efterårsferien deltog jeg i en journalistworkshop arrangeret af Politiken, afholdt på Oure, hvor vi var en masse unge mennesker der skulle lave en avis. Jeg skulle sammen med to andre skrive en artikel for kultursektionen, og vi fandt frem til at dette var et spændende emne at undersøge. Så jeg ville lige poste artiklen her, da den jo omhandler film. Håber I synes den er interessant!


Se en dårlig film med dit barns i efterårsferien

Med den nyeste "Far Til Fire: Til Søs" i biograferne har dansk børnefilmindustri ramt et historisk lavpunkt.
Af Katrine Skov Sørensen, Emil Bozard & Ditte Fiil Ravn

Efterårsferien er den uge på året, hvor der er flest biografgængere i de danske biografer, og det er især mormor og morfar der hiver børnebørnene med i bioen. Desværre er danske børnefilm i følge anmelderne historisk ringe især med henblik på Far til Fire filmene, hvor den nyeste i rækken "Far til Fire: Til søs" fik premiere lige som efterårsferien stod for døren. Nana Frank Rasmussen, anmelder for Jyllands Posten, gav filmen 1 stjerne. Hun er bekymret over kvaliteten af danske børnefilm i 2012:
"Jeg synes, det er lidt vekslende, for der findes også gode børnefilm i dag. De får bare ikke så meget opmærksomhed. Og så er der jo de virkelig dårlige, som Far til Fire og Min Søsters Børn, som rigtigt mange ser."
En af filmenes producenter Marcella L. Dichmann ser anderledes på sagen:
"Når man har noget der virker så kan man ligeså godt holde fast i det."

Børn smider om sig med stjerner
Men hvem er så bedst egnet til at bedømme en børnefilm? Ifølge Marcella er det kun børn der er i stand til dette: "Vi fik 5 stjerner fra Ramasjang og det betyder mere end 5 stjerner fra en sur anmelder fra Jyllands Posten." Casper Christensen, filmanmelder på Go' Morgen Danmark er uenig: "Du kan få en person til at falde på røven 100 gange i en film og børn vil synes at det er fantastisk. Men det er ikke en god film. En børnefilm (...) En god børnefilm er slet ikke en børnefilm. Den er for alle mennesker."

Sukkerfilm skader
ASA Film er tilfredse med de omkring 400.000 solgte billetter pr. film, og dette er forudsætningen for de mange efterfølgere. Men anmelderne mener, at kreativitet og originalitet er gået tabt undervejs:
"I Danmark har vi en tradition for at dyrke børnefilm og man har lovgivningsmæssigt sat ekstra penge ind til børnefilm. Man har, på et politisk niveau, været bevidst om, at film kan være med til at opdrage og åbne nye verdener for børn. Min fornemmelse er bare, at nogle er ligeglade." mener Nana Franck Rasmussen. Casper Christensen mener, at filmene direkte er usunde for børnene: "Man kan jo også bare hælde sukker på børn. Det synes de jo også er helt vildt fedt. Men det betyder jo ikke, at det er sundt for dem."

Mod skal redde genren
Men hvem har magten til at vende udviklingen? Nana Frank Rasmussen er ikke i tvivl:
"Jeg ville ønske at forældrene ville være mere kritiske. De har et ansvar, for så længe de og deres børn går ind og ser det lort, bliver der produceret mere lort."
Casper Christensen mener at det er filmbranchen selv der skal være mere modige:
"Selvfølgelig skal man satse på økonomiske succeser, for man skal jo tjene penge, men come on - prøv at satse på nogen der udvikler originale ideer."

Rigtig god træning til en mulig fremtid inden for journalistik. God efterårsferie!

09 oktober, 2012

Fish'n'Faith i Mellemøsten

Salmon Fishing in the Yemen
2011
Drama/Romance

En film om fisk og kærlighed lyder umiddelbart som en besynderlig blanding af temaer. Og når det yderligere foregår i Mellemøsten og den engelske regering er involveret bliver det blot endnu mere bizart. Men faktisk er Salmon Fishing in the Yemens ret så underlige kombination af emner bare en mere nuanceret og forfriskende indgang til endnu en kærlighedshistorie. Og selvom den sidste lille frase nok skal skræmme nogle romantik-hadere væk og nogle chick-flick girls til, så hold lige på hat og briller og fisk. For der er noget ret specielt ved denne film. Om det er pga. fisk eller kærlighed i Mellemøsten eller kombinationen af det hele: Det er så spørgsmålet.


Som den kære Doktor Alfred Jones (Ewan Mcgregor) ovenover prøver at forklare os, så er han blevet stillet en temmelig umulig opgave. En velhavende Sheik ønsker at starte et samarbejde mellem England og Mellemøsten, hvor engelske laks skal blive fragtet til Yemen, så der kan skabes bedre forhold for landbrug og fiskeri i Yemen. Sheiken sender sin assistent Harriet (Emily Blunt) til det engelske udenrigsministerium og til Doktor Alfred Jones fra fisk- og lansbrugsministeriet for at få stablet projektet på benene. Samtidig sidder den skæve, halvkyniske Patricia Maxwell (Kristin Scott Thomas), præmiereministerens pressesekretær, og prøver at få hele projektet til at hænge sammen, da England har brug for en solskinshistorie om England og Mellemøsten.
Men Doktor Alfred Jones betvivler projektet og mener simpelthen, at det er umuligt. Men som projektet udvikler sig, og samarbejdet mellem Harriet og Alfred bliver tættere, lader det til at lykkedes. Men der er flere udfordringer forude og Alfred finder sig selv ved en skillevej i hans liv: Videnskab eller tro? Eller begge? Og hvad med kærligheden?


Det meget atypiske udgangspunkt for en romantisk kærlighedsfilm er en utroligt interessant og en meget medrivende fortælling. Man ved, at der står noget på spil for karaktererne end blot et kærlighedsforhold. Den sympatiske Sheik og hans til tider mystiske og uforklarlige intentioner om projektet bringer en lethed og visdomsfuld karakter til bordet der har mulighed for at kunne se tingene lidt ovenfra. Karaktererne er rørende, og den umiddelbart ligetil kærlighedshistorie er ikke så ligetil. Både Alfred og Harriet har henholdvis en kæreste derhjemme og en kæreste i Afghanistan. De er først og fremmest venner frem for elskere, og det er en befriende tilgang til en kærlighedsfilm. Der er ingen store kærlighedsdramaer med råb og skrig, men en meget mere genert og ærlig tilgang til de forskellige konflikter. Dette er tro mod karaktererne.
Men selvom filmens handling er så speciel og unik, så formår Lasse Hallström alligevel at gøre det lidt for amerikansk. Og det trækker desværre filmen ekstremt meget ned. Og med film som Chocolat, Dear John og Æblemostreglementet på bagen, var det vel ikke helt uventet. Men det ville have klædt denne film, at være anderledes. Man bliver efterhånden lidt træt af at høre om "hvor umuligt projektet er" og "det vil aldrig lykkedes" blive slynget ud fra tid til anden af diverse karakterer. Og lige når slutningen virker som noget nyt, der vil bryde lidt med den gængse romcom, så skuffer den. Det er ærgerligt når filmen har så meget godt råmateriale.


Men Salmon Fishing in the Yemen er et kig værd. Den har et spændende tema, og en lidt mere interessant kærlighedshistorie. Det føles som om, at der virkelig er noget på spil for karaktererne og skuespillerpræstationerne er gode. Især er Kristin Scott Thomas i rollen som pressesekræteren et virkelig komisk element og hendes iMessaging med premiereministeren er nogle utroligt komiske indslag. Filmen har godt af disse små humoristiske indslag, der ikke fylder for meget, men blot antydes.
Men de klassiske amerikanske værdier og virkemidler er alt for tydelige, og filmen ville have været meget mere fin uden dem. Derfor får Salmon Fishing in the Yemen 4 ud af 6 glade grise. Hvis den kunne have fået fisk i stedet, ville den have fået 6 ud af 6. For man hører godt nok meget om fisk.


02 oktober, 2012

KLASSIKERE: Road trip for nybegyndere

Thelma & Louise
1991
Adventure/Drama

Langt ude i ødemarken, i de fjerneste kroge af USA, der hvor du kun kan spejde sol, sand og vej kører en grøn 1966 Ford Thunderbird på landevejen. I bilen sidder to kvinder. Begge er slidte, trætte og kunne godt trænge til et bad. Cigaretter, sprut og penge på bagsædet og en pistol lige ved hånden. Du har nu mødt Thelma & Louise - to kvinder, der er flygtet fra det hele og har taget loven i egen hånd. Det er en af de største road trip movies nogensinde lavet. Det er Bonnie & Clyde anno '91 med to "gal pals" i hovedrollen. Det er en hyldest til kvinder og et bevis på, at kvinder er ligeså rå og barske som mænd. Det er klassikeren: Thelma & Louise.


Servitricen Louise (Susan Sarandon) og den hjemmegående Thelma (Geena Davis) har besluttet sig for at tage en weekendtur, hvor de kører væk og finder ro i en hytte. De ønsker at komme væk fra dagligdagens problemer med ubetænksomme og voldelige mænd der tyranniserer. Thelma finder sig selv i en rus af frigørelse, og da pigerne rammer en bar, giver hun den gas som aldrig før. Dette fanger den vante bargænger Harlans øje, og han hiver hende med ud på parkeringspladsen, for at "more sig" lidt i mod Thelmas vilje. Før hun ved af det, står Louise med en pistol i hånden og har skudt Harlan. I ren fortvivelse og skræk hopper pigerne i bilen og kører afsted. Og de fortsætter ufortrødent, mens politiet jagter dem gennem USA. Undervejs oplever Thelma og Louise lidt af hvert, og mødet med den lovløse side af livet har givet dem blod på tanden. Det er både en fysisk og mental rejse pigerne går i møde.


Det er ikke uden grund, at Thelma & Louise er en klassiker. Stemningen, musikken, tempoet gør bare denne film til noget helt specielt. Den amerikanske landevej, den alt omkredsende intethed der præger de amerikanske ødemarker. Både opløftende og melankolsk country-musik, der giver noget helt specielt til hver eneste scene. Thunderbirden der ruller over skærmen, mens der bliver hylet hvad der nu end spiller i radioen, Ja, hvem troede at manden bag Blade Runner og Alien kunne præstere at lave en så nede på jorden film om to pigers rejse fra piger til kvinder? Susan Sarandon og Geena Davis er ekstremt gode i rollen som Thelma og Louise. Man lærer virkelig personerne at kende og finder sig selv medfølende og forstående over for deres handlinger. Deres udvikling er klar for os, og vi forstår deres omstændigheder og laster i livet. Og desuden er det super fedt, at se to kvinder være lidt bad ass. Ja, det lyder meget banalt, men Thelma og Louise er nogle hårdhudede kvinder, der virkelig udvikler sig til nogle top-tunede forbrydere.


Men der er nogle forhold der spiller ind, som ikke kan gøre filmen til et direkte mesterværk. Louise (Susan Sarandon) virker meget ældre end Thelma (Geena Davis) og nogle gange kan det virke som om, at Louise er mere end mor end en veninde. Selvom Thelma ikke er den skarpeste kniv i skuffen og ofte har brug for en moderrolle, så modvirker det vores tro på, at de er ligeværdige veninder. Jeg tror, desværre, det også meget skyldes Susan Sarandons udseende, selvom jeg er ked af at indrømme det, da hun ser meget ældre ud end Geena Davis.
Politimanden som er et vigtigt led i efterforskningen udvikler et nært forhold til Thelma, og især Louise, som man overhovedet ikke opfatter opstår. Det kommer som et chok, at han lige pludselig er så engageret. Rollen var unødvendig og formidlingen af hans udvikling gennem filmen er simpelthen ikke tydelig nok. Man forstår ikke, hvorfor han har så meget at miste ift. pigerne.
Og som det bitreste faktum af dem alle, så er slutningen fed - men totalt dårligt iscenesat. Der går lidt for meget "feel good" i den, og filmens melankolske og mutte stemning bliver ødelagt. Vi fornemmer sagtens igennem filmen, at det er den perfekte slutning, og har ikke brug for en "up beat" sang og montage med billeder af pigerne for at forstå det. Det var helt unødvendigt.


Thelma & Louise er helt sikkert en klassiker, fordi filmens stemning og udseende er en genistreg. Det er en sindssygt fed road trip movie, og Susan Sarandon og Geena Davis spiller rollerne til et 12-tal. Men der er nogle få elementer der ikke fungerer, der desværre stadig væk er store nok til, at filmen ikke er en helstøbt genial film. Men som sagt, og jeg gentager det nu for 5. gang, så er stemningen i filmen det hele værd. Det er for fedt at se to kvinder bryde loven imens de suser igennem USA. Derfor får filmen 5 ud af 6 glade grise. Næppe kommer man selv ud på en lignende road trip, men lysten til at opleve USA's udkanter i en åben Thunderbird vækkes til fulde.


01 oktober, 2012

Bramfri bamse puster liv i komediegenren

Ted
2012
Komedie

Så kom den skønne og helt igennem fantastiske dag i søndags, hvor man kunne gå i biografen til halv pris. Og hvilken skøn dag det var. Jeg besluttede mig for at se Ted, da jeg havde hørt fra mange venner, at den var enormt sjov. Og jeg tænkte, at hvis en plat komedie kunne få en rating på 7,6 på IMDB, så måtte der da være et eller andet om det. Og om der var. Det er lang tid siden, at jeg har moret mig så meget. I ved, når det når til det punkt, hvor man fornemmer at folk stirrer på en, fordi man griner så højt. Sådan havde jeg det, da jeg så Ted.


Seth MacFarlane, manden bag Family Guy, har både instrueret og lægger stemme til titelindehaveren Ted, som ikke er en helt almindelig teddybjørn. Da Johnny (Mark Wahlberg) var lille ønskede han, at hans bedste ven, bamsen Teddy, ville blive levende. Og som det nogle gange gør, så gik i ønsket i opfyldelse, og den lille dreng og Teddy levede lykkeligt til deres dages ende. Og dog - her knækker filmen (eller starter). For hvad sker der når Johnny og Teddy bliver til John og Ted?
John og kæresten Lori (Mila Kunis) er parate til at starte et liv sammen, og for Lori involverer dette ikke Ted. Så John må vælge mellem kæresten eller sin tordenmakker.
Det er en simpel idé: Et bud på hvad der sker efter "ever after" tilført en hel del bandeord, pot, sex og druk. Og det er helt igennem sindssygt morsomt.

Man skal forberede sig på en del grænseoverskridende øjeblikke, nogle meget uforudsigelige situationer, og at man nok vil se med helt nye øjne på sin bamse, når man kommer hjem. Filmen er sjov, fordi man gør en sød, blød og rar bamse til en klam drengerøv uden grænser. Når det så er sagt, så skal man også være tilbøjelig til at kunne lide, ja måske elske, plat humor. For det er altså, hvad Ted består af. Og hvis man ikke finder Family Guy sjovt, så er Ted måske heller ikke ligefrem det sjoveste. Det er ikke intellektuel humor på højt plan, men det havde man jo heller ikke forventet.
Desuden var filmens handling lidt for gennemskuelig. Den klassiske berettermodel er fulgt til punkt og prikke, og det kunne have været lækkert med et twist. Når nu idéen er så simpel, kunne filmen sagtens have båret lidt mere kant i sin fortælling. Vi mangler lidt de uforudsigelige elementer. Selvom mange af de situationer vi oplever i filmen, næppe kunne have været forudset af nogen som helst.


Ted er i sandhed en virkelig underholdende film. Man griner fra start til slut, og jeg må bøje mig i støvet for Seth MacFarlanes film. Joksene er gode, historien er god, og det er helt ubegribeligt, at der ikke er nogen, der har fået denne her idé før. Ja, det er jo altid nemt at være bagklog, og det var Seth Macfarlane, der var visionær, eller måske dum, nok til at få ideen. 
Men hader du plat humor og fortrækker du Simpsons frem for Family Guy, så vil du næppe hylde denne film. Den er stadig sjov, men den giver dig ikke latterkramper.
Fordi Ted rammer og underholder sin målgruppe så godt, så giver jeg den 5 ud af 6 glade grise. Det er et frisk pust ind i den ellers efterhånden utåleligt usjove komedie genre, og det er fandeme godt gået af en teddybamse.