18 marts, 2013

Movie do's and movie dont's

Hej til alle dem der læser med derude!
Som I nok kan se, så er det ikke særlig tit, at der kommer anmeldelser på bloggen. Der er ikke altid tid til at skrive dybdegående anmeldelser, som jeg synes, at jeg kan være bekendt at publicere. Men nogle film får jeg nu stadig set, og derfor vil jeg lige give nogle anbefalinger til nogle af de gode, og advarsler så I holder jer væk fra de dårlige. Alle filmene er nye DVD-udgivelser, så derfor er der sikkert mange af jer der har set filmene lang tid før jeg har.

Movie do's
Både The Intouchables og Skyfall havde jeg begge fået at vide var gode film. Jeg holder meget af franske film, selvom jeg helt sikkert kun har bevæget mig i overfladen af den filmskat franskmændene har. En af mine yndlings franske film er Le scaphandre et le papillon (Dykkerklokken og sommerfuglen) som er en helt fortryllende historie om en handicappet mand, der ønsker at fortælle sin livshistorie. Så det var en stor glæde at se The Intouchables og blive mindet om, hvor gode film Frankrig har at byde på. Det var dog en skam at jeg allerede vidste at det var en god film, ligesom I sikkert gør, så det tog lidt af glæden væk. Så hvis du kan, så glem alt hvad du har hørt - og se filmen uden nogle fordomme eller fornemmelser! Skyfall var ikke en film jeg glædede mig til at se. Personligt synes jeg at James Bond-filmene har mistet deres charme, og at det hele er blevet action og vold frem for spioner og elegance. Så jeg blev glædeligt overrasket, da jeg så, at Skyfall faktisk bød på klassisk Bond med en god historie, en fænomenal skurk og en episk afslutning. Sådan skal Bond-filmene være, og Skyfall er forhåbentlig blot en smagsprøve på, hvad Bond-filmene anno fremtiden skal bestå af. The Words er helt klart en af de bedste film, jeg har set længe. En lille perle der ikke har fået meget omtale, men som har en hel del at byde på. Tre historier udfolder sig og tilfælles har de en bestseller bog, som er bygget på en løgn. Det er nemlig ikke det navn der står på bogen, der har skrevet den - og den løgn må op til flere mennesker leve med. Se The Words for dens spændende problematik og smukke historie.

Movie dont's

Det skal ikke være en hemmelighed, at jeg faktisk synes, at Twilight var en helt fin film. Den havde en spændende historie, spænding og seeren blev efterladt med en tørst efter mere. New Moon var ligeså interessant, hvor temaet tab var det altoverskyggende, og endnu en gang ville man have mere. Men så var der altså heller ikke særligt meget mere at give af. Og den "episke" afslutning Breaking Dawn Part II havde slet ingenting at give af. Kirsten Stewart blev aldrig troværdig i rollen som mor, afslutningen var ud over alle grænser en fuser, og Jacobs forelskelse i Reneesme bliv aldrig legitim, men blot meningsløs og latterlig. For fans er det selvfølgelig nødvendigt at få afslutningen med, så derfor skal den ses, men det er ikke den episke afslutning som 1'eren og 2'eren fortjener. På trods af fine anmeldelser rundt omkring, så blev jeg voldsomt skuffet da jeg så Lawless. Shia LaBeouf i hovedrollen var ikke en spændende karakter, og det var ingen af de andre karakterer faktisk. Med undtagelse af Tom Hardy som leverer en yderst interessant præstation, da han forsøger at spille en bonderøvskriminel der minder om en hårdhudet gangsterboss. Hans præstation virker måske anstrengt og ligefrem tilbageholdende, men jeg synes, at den var velspillet, og det er filmens styrke. Derudover var det en tam og forudsigelig film, som ikke gav noget nyt til genren.

Lidt filmnyheder og meninger fra mig! Hvis I synes de her korte anbefalinger er kedelige, dårlige eller måske fuldstændig fremragende (!) så må I gerne sige det til mig. Så vil jeg enten fortsætte eller stoppe :-)

02 marts, 2013

2013's lyspunkt

Silver Linings Playbook
2012
Romantisk komedie

Ikke alle kærlighedshistorier er lige til. Der er altid en jaloux kæreste, en fordømmende far eller tusindvis af mil mellem to elskende. Evig og altid en genkendelig konflikt som mangler noget slagkraft og troværdighed, før vi giver et lille: "åååååårh". Den romantiske komedie er vendt, drejet, tømt, fyldt, pisket, aet - ja alt hvad instruktørers og forfatteres hjerter begærer har den været offer for. Derfor er det svært for mig at beskrive, hvor stor en lettelse det var, at gå i biografen og se en ny en af slagsen. Kæresten er udskiftet med en kone, der har et polititilhold, faderen er aldrig misbilligende, han vil bare have lidt hjælp til sit job som gambler. Og tusinde mil er forkortet til samme nabolag. Silver Linings Playbook er den romantiske komedie genfortolket.


Pat (Bradley Cooper) er en gymnasielærer der efter et vredesudbrud har tilbragt tid på et psykiatrisk hospital. Ved filmens begyndelse vender han tilbage til virkeligheden med et ønske om at genfinde sit tidligere liv og tilværelse. Men verden synes, at være i mod ham, og hans håb om at finde et lyspunkt, en "silver lining", er det, der holder ham kørende. Både mor (Jacki Weaver) og far (Robert De Niro) gør hvad de kan, for at hjælpe ham, men vreden og mangel på selvindsigt umuliggør selv deres bedste forsøg på at hjælpe. Men så møder Pat en, der minder lidt om ham - Tiffany (Jennifer Lawrence). En enke og selverklæret "løs-på-tråden" tøs, der virkelig udfordrer Pat mentalt, men også fysisk, når hun løber ud foran ham på vejen på hans daglige løbetur. Det hele lyder måske lidt melankolsk og trist, men det er det langt fra - filmen er en "silver lining" i sig selv og har masser af humor og dernæst romantik.


Pats totale mangel på selvbeherskelse og Tiffanys totalt utilregnelige handlinger kolliderer i sjove dialoger og spøjse situationer. Dertil har vi en skøn Chris Tucker i rollen som Pats ven, der i høj grad ynder at flygte fra hospitalet og fortælle alle og enhver om sit hår. Robert De Niro som den sportsfanatiske familiefar med italiensk grobund er en klassisk komisk figur i selskab med en masse originale karakterer. Komikken er anderledes, uforudsigelig og forfriskende sjov. Ligeså er filmen i sin helhed uforudsigelig, selvom vi selvfølgelig aldrig glemmer, hvad den romantiske komedie gennem tiden har lært os. En vis lethed emmer filmen af, og den lille fine historie løfter sig og bliver et mesterværk inden for sin genre. Dens ligemand er ukendt - i hvert fald indtil videre. For mon ikke denne perle vil give lidt inspiration? Det ville i hvert fald klæde genren at blive ny fortolket over de næste år eller årtier.


Filmen havde ikke været så gennemført eminent, hvis ikke det var pga. de to hovedroller Bradley Cooper og Jennifer Lawrence. Hvor er det skønt, at se Bradley Cooper bevæge sig væk fra tømmermænd- og drengerøvsfilm og bevise sit værd i en Oscar-værdig film. Hans kamp for at være normal på trods af sine psykiske problemer er betagende, og hans evne til ikke at erkende sin tilstand er dybt tragisk-komisk at overvære - dog mest komisk. Og så selvfølgelig den nu fasttømrede Hollywood-stjerne Jennifer Lawrence, der løb med prisen for bedste kvindelige hovedrolle til Oscar uddelingen. Hendes fuldstændig ugennemskuelige mentale tilstand er fyldt med indre komplekser, og der er blevet gjort et gennemført karakterarbejde med Tiffany. Hun er sjov, smuk og elskværdig. At indkapsle denne karakter og gøre hende troværdig fortjener en Oscar.


Silver Linings Playbook fortjener intet mindre end 5 ud af 6 glade grise. Alle der elsker komedier og romantik, og kombinationen af begge, skylder sig selv, at se denne genistreg. Selvom at den stadig indeholder klichéer, så er den helt speciel. Men desværre trækker de genbrugte klichéer altså ned, selvom de virker umulige at komme udenom. Denne her film er et af 2013's lyspunkter.


26 februar, 2013

OSCAR 2013



Den allerstørste begivenhed inden for filmverdenen fandt sted her søndag nat. Selv tilbragte jeg natten i Imperial med en forpremiere på filmen Silver Linings Playbook og dernæst en hel nats spektakulært Oscar-show. Som en hærdet Oscar-fan, der virkelig glorificerer denne begivenhed, må jeg sige, at årets show var spækket med op til flere fænomenale film. Og dette år var der ikke kun en film der stod som den store vinder - for priserne spredte sig ud over flere film. Virkelig forfriskende, og man må sige at utroligt mange af filmene blev anerkendt i mindst en af kategorierne. Undtagen den ellers fantastiske film Hushpuppy - det var synd. Ligeledes så man for kun tredje gang i historien, at en pris havde to vindere. Dette skete i kategorien "Sound Editing" som både Zero Dark Thirty og Skyfall vandt. Og Daniel Day-Lewis har som den første skuespiller nogensinde fået tre Oscars i kategorien "Bedste mandlige hovedrolle". Sikke en præstation! Ligeledes fandt vi både den yngste og ældste nominerede i kategorien "Bedste kvindelige hovedrolle", mens prisen gik til den næst-yngste prisvinder, inden for kategorien, i form af Jennifer Lawrence.
Showets vært Seth MacFarlane var også i en kategori for sig selv. En kæk Oscar-vært, som havde masser af jokes på lager og langt fra var bange for at nedgøre skuespillere og instruktører. Han har været offer for kritik, eftersom mange synes han opførte sig respektløst og useriøst under hele showet. Men hvis Oscar-uddelingen og dens gæster ikke har en smule selvironi, ja hvor er vi så på vej hen? Det er fedt at en mand der hylder plat humor, kan få love at blive Oscar-vært, og han skal da have lov til at udfolde sit talent inden for komik, lige som han lyster. Jeg fandt ham underholdende, og han stod for mig, som et frisk pust - det må dog tages i mente, at jeg også finder ham, Family Guy og Ted umådelig sjov. 
Oscar-uddelingen havde i år et tema: Musikken i filmhistorien - her blev musicals hyldet og 50 år med Bond og In Memoriam blev hyldet med musiknumre. Et tema som nok har faldet i god jord hos mange, og som bragte nogle spektakulære optrædener fra Barbra Streisand, Shirley Bassey og selvfølgelig aftenens Oscar-vinder Adele. Chicago og Dreamgirls genopstod på Oscar-scenen, mens Les Miserables fik en Oscar-debut med en majestætisk optræden af en sangene fra filmen.

Dette var sådan jeg så Oscar-aftenen. Men aftenen i helhed er en ting - hvad med Oscar-vinderne? Jeg vil snakke kort om de allervigtigste priser, og hvad jeg fandt fortjent og fejlvurderet og hvad der var værd at huske:


Bedste mandlige birolle: Christopher Waltz (Django Unchained)
Tilbage i 2010 vandt Christopher Waltz en Oscar i samme kategori for filmen Inglorious Basterds. Nu står han på scenen igen på scenen 3 år senere, med endnu en Oscar i hånden for en Tarantino film. Selvom jeg synes at hans præstation i Django Unchained var gennemført humoristisk, skræmmende og velspillet, må jeg indrømme, at andre af de nominerede fortjente prisen. På trods af at jeg ikke brød mig om Lincoln leverede Tommy Lee-Jones en fantastisk og fanden i voldsk præstation som Thaddeus Stevens - en præstation der i høj grad var en Oscar værdig. For mig bar han mere filmen end selv præsidenten. På trods af, at jeg ikke har set The Master kunne jeg forestille mig at Phillip Seymour-Hoffman var helt fænomenal som kult-lederen - det er i hvert fald også, hvad jeg har kunnet læse mig til. Så ufortjent var den ikke, men andre fortjente den måske mere.


Bedste kvindelige birolle: Anne Hathaway (Les Misérables)
Filmen har jeg ikke set, men hende har jeg hørt om. På trods af få scener i filmen, skulle hun fylde så meget og spille så godt, at hun blev set som den eneste oplagte vinder til denne pris. Så den lader til at være fortjent, og som vi ved, er Anne Hathaway jo en dygtig skuespillerinde. Ikke lige min kop te, men det skal ikke afgøre hendes Oscar-potentiale.


Bedste mandlige hovedrolle: Daniel Day-Lewis (Lincoln)
Der ville have været ramaskrig i hele Hollywood, hvis ikke Daniel Day-Lewis var gået hjem med denne pris. Så sikkert var det, at Meryl Streep ikke engang langsomt åbnede kuverten og stille hev brevet ud med vinderens navn. Det blev serveret ligeså hurtigt som applausen gjorde. Men selv synes jeg ikke, at den var så velfortjent. På trods af en på mange måder fin og gennemført præstation, blev den samtidig lidt for overfladisk. Helt ind under huden kom vi aldrig på Lincoln, og det er vel netop det Oscar skal hylde - når en skuespiller kan det. Men samtidig kan jeg ikke udpege en der fortjente den mere. Måske blev det hele lidt for forudbestemt og åbenlyst, at retfærdigheden blev udeladt. Daniel Day-Lewis er ikke en dårlig skuespiller, det ville jeg aldrig påstå. Men han var ikke nødvendigvis den åbenlyse og rigtige vinder. Han leverede dog en sjov og underholdende taler, som må siges at være en af aftenens bedste taler!




Bedste kvindelige hovedrolle: Jennifer Lawrence (Silver Linings Playbook)
FULDT UD FORTJENT. Jennifer Lawrence er usammenlignelig i filmen Silver Linings Playbook, hvor man både hader og elsker hende. Hun er både troværdig, sjov og leverer en præstation ulig nogen anden. Det er værd at hædre en så ung skuespiller, der allerede nu kan levere sådan en præstation. Bravo!



Bedste instruktør: Ang Lee (Life of Pi)
.................... Jeg har ikke andet at sige, end at jeg synes, at Ben Affleck eller Kathryn Bigelow skulle have været nomineret og modtaget prisen. Life of Pi var en yderst dårligt behandlet bog-til-film og transformerede en smuk historie til en klam, klichéfyldt og uinteressant film. Og det kan ingen visuelle effekter gøre op for. Øv!



Bedste originale manuskript: Quentin Tarantino (Django Unchained)
Et så velskrevet og godt manuskript fortjener en Oscar. Tarantino er et geni og fortjener både hæder og ære for at skabe sin egen genre. Hans tale var et aftens højdepunkter, da han hædrede sine skuespillere og sine med-nominerede. Alt andet ville have været forkert - han fortjente denne pris.



Bedste film: Argo
Det kom ikke som et chok for nogen, og det var velfortjent. Argo skiller sig helt sikkert ud fra de andre, og det var uden tvivl 2012's bedste film. En fantastisk historie fyldt med spænding og drama. Dette var også en helt speciel tale, som virkelig gav Ben Affleck lov til at sige rigtig tak - og han var tydeligt rørt. Han historie om hans første pris for Good Will Hunting og han rejse til i dag rundede fint showet af, og man gik i seng, eller tog i skole, med en dejlig fornemmelse af, at aftenens fineste pris var godt givet ud.

Ville gerne skrive mere, men nu er mine kreativitet inden for sproglige vendinger og anmeldelses-skriveri ved at være løbet tør. Hvis jeg får tid og lyst, så anmelder jeg Silver Linings Playbook her en af dagene. Håber I havde en god Oscar-nat!

28 januar, 2013

Tarantino løsner western-genrens lænker

Django Unchained
2012
Drama/Western

Blod, vold, våben og mere vold. Tarantino er tilbage i stor stil efter Inglorious Bastards, hvor det denne gange er slaveejerne der står for skud. Vi drager til Texas i 1858, hvor borgerkrigen er lige på trapperne. Det endelige opgør om slavernes frigørelse er nær. Men én slave ved navn Django (Jamie Foxx) tager pistolen i egen hånd, og tager hævn for årtiers undertrykkelse og piskeslag. Tarantino har skabt en formidabel film, der både er sjov, spændende og en fryd for øjet. Mens den frigjorte slaver raserer Texas og Mississippi i jagten på sin kone udfolder en fantastisk anti-heltehistorie sig for øjnene af os.


Dr. King Schultz (Christopher Waltz) og Django fører os igennem dusørjægernes barske verden anno 1858, hvor koldblodige mord og umoralske profitter er hverdagskost. Over vinteren bliver Django en ferm rytter og udvikler et perfekt skydesigte. Hævnens time er nær, da han sammen med Dr. King Shultz (Christopher Waltz) drager mod Candyland, hvor Calvin Candie (Leonardo DiCaprio) holder hans kone "fanget" som slave. Eventyret om prinsessen i det høje tårn møder de amerikanske sydstater i denne helt igennem unikke film. Tarantino er tro mod sig selv og hans nyeste film bekræfter hans helt specielle talent inde for en genre, som er svær at definere. En genre som Tarantino selv har patent på. Det er genialt, at se hans fortolkning af en moderne western, som har alle de klassiske genrekarakteristika: temamelodier, pistolskud og masser, masser af hesteridning. Men også sydstaternes musik og varme er ligeså gennemsyrende, og det er forfriskende at se en forening af de to. Det komplimenterer hinanden, forstærker hinanden, når Django og hans slaver vandrer i ørkenen, mens Rocky Roberts krænger sit hjerte ud, når han råber på "Django" i filmens titelmelodi. Og da en brutal henrettelse foregår, mens et majestætisk Mississippi-palæ toner sig frem i baggrunden. Helt igennem smukt, betagende og super fedt.  


Men det hele handler selvfølgelig ikke om Tarantino. Denne film besidder nemlig op til flere guldklumper af karakterer, som virkelig tilføjer noget til filmens humor og charme. Christopher Waltz som Dr. King Shultz - en dusørjæger, eks-tandlæge, der slipper Django fri. Jamie Foxx som Django - slaven der søger sin kone og hævn. Og Leonardo Dicaprio som Calvin Candie - den frankofile slaveejer, der sætter penge over mennesker - sorte mennesker. Karakterarbejdet er gennemført, og alle skuespillerne giver en pragtpræstation. Især er det interessant at gense Christopher Waltz i en Tarantino film, hvor han også igen er nomineret til en Oscar for bedste mandlige birolle. Ligeså er det et nyt bekendtskab vi stifter med en ond Leonardo DiCaprio. En rolle der klæder ham ligeså godt som at spille Howard Hughes eller J. Edgar. Og sidst men ikke mindst har vi Tarantinos lille yndling Samuel L. Jackson, som har en sjov og lille, men ikke ubetydelig, rolle. Ja, selv Jonah Hill er med. Og selvfølgelig Tarantino selv - men det kan vel umuligt overraske nogen.


Jeg bøjer mig i støvet af beundring. Denne film er fænomenal. Et spændingsfyldt hævnopgør med både humor, pistolskud og westernstemning. Det hele forenet i en unik spillefilm, der næppe har en ligemand inden for samme genre. Westerns har du måske set før - men ingen som denne. Gør jer selv den tjeneste, at se den i biografen. Så gode punchlines og actionscener er for gode til at misse på det store lærred. Lad ødemarksvandringen og slaveopgøret betage dig og actionscenerne få dig til at måbe. 6 glade grise. Et mesterværk.


20 januar, 2013

Et poetisk badekar i en sumpet virkelighed

Beasts of the Southern Wild (Hushpuppy)
2012
Drama

I "Badekarret" er virkeligheden ulig nogen anden. Stormene raser, og de smeltende isbjerge skyller ind over den lille ø. Badekarrets undergang er nær, og den alvor mærker den 6-årige Hushpuppy. Med en forståelse af verden og dens kompleksitet, ikke ulig en vis Oscar Matzarath fra Günter Grass' "Bliktrommen", har hun indset nogle sandheder, som ikke engang de voksne har forstået nu. Men det hele er stadig forankret i et barns sind og forståelse. Overfilosofisk eller uforståeligt bliver det aldrig - men vær opmærksom, for Beasts of the Southern Wild giver så umådeligt meget, og den kræver en åben og engageret seer.


I de allerdybeste sumpe, i den allerdybeste elendighed eksisterer en umiddelbart parallel virkelighed, hvor fiskeri og skraldehuse er fundamentet. Hvorvidt vi er konfronteret med en virkelig verden eller ej, er ikke essentielt i filmen, da det handler om mennesker. Det handler om Hushpuppy, hendes far, hendes miljø og hendes søgen efter sin mor. Hos den lille pige har alvoren vist sig under de altødelæggende storme, og en mildest talt ustabil far, der kærligt beskytter, men slår når han vil. For Hushpuppy er frygtens barske virkelighed transformeret til store vildsvine, der stormer mod hende. Hushpuppy må finde modet, kærligheden og den større forståelse for at se sin frygt i øjnene og blive konge af badekarret efter hendes far.


Igennem Hushpuppys poetiske beretning om livet i armod og sumpen, er vi som seere draget af de sumpede og uskarpe billeder, som var de fundet gravet ned i jorden. Respekten for naturen og dens beboere er hjerteskærende. Det er helt "Back to basis", og det er utroligt forfriskende. Den magiske realisme forener forestilling og virkelighed, og Hushpuppys syn på verden, bliver vores. Handling og filosofi stemmer overens, mens hun beskriver de store vildsvins skødesløshed i takt med faderens sygdom bliver forværret. Sygdommen fører til en erkendelse for Hushpuppy om, at hun mår finde sin mor, der forlod hende som spæd. En mental og fysisk udfordring er i vente for Hushpuppy imens frygten kommer tættere og tættere på. 


Man kan ikke sige Hushpuppy uden at sige Quvenzhané Willis. Den enormt talentfulde 9-årige bærer ene og alene en Oscar-nomineret film på sine skuldre. Ikke overraskende er hun selv blevet nomineret til Bedste Kvindelige Hovedrolle - som den yngste nogensinde. Uden den stærke pige, ville filmen aldrig have været så exceptionelt fantastisk. Det er noget ulig andet, vi har set. Filmen skal lige igang, vi skal lige forstå Hushpuppy, og vi skal lige anskue "Badekarret" - men så er vi også fangede. At beskrive dens handling er en udfordring, for det er en spirituel, fysisk, psykisk, økologisk udvikling, der kræver, at alle øjne og ører er åbne. En film der kræver, men giver så uendeligt meget igen. Du forlader ikke biografen tomhændet, for lille Hushpuppy har givet dig en anden virkelighed at tage stilling til. Se Beasts of the Southern Wild, og du vil ikke fortryde det. 6 glade grise får den - en stærk spillefilmsdebut fra Benh Zeitlin der er eksperimenterende, visionær og helt igennem fortryllende.


I næste uge anmelder jeg "Jagten"! Og så er der Oscar-uddelingen d. 24. februar! Det glæder jeg mig enormt meget til, og vil umådeligt gerne nå at se så mange af de "Bedste Film" nominerede som muligt. I dagene op til vil jeg kigge lidt på de nominerede film og gætte mig til, hvem der vinder hvad :-)

04 januar, 2013

Billeder der siger 400 ord

Life of Pi
2012
Drama/Adventure

Der skulle gå 11 år før Yann Martels bog "Life of Pi" ville blive filmatiseret. Opgaven gik til instruktøren Ang Lee som er kendt for de Oscar vindende film Tiger på spring, drage i skjul og Brokeback Mountain. Forventningerne var høje til det visuelle, ja næsten i ligeså høj grad som til James Camerons Avatar. Historien om drengen og tigeren på en redningsbåd blev solgt til verden som et eventyr med flotte fisk og farver, frem for en solid og bærende handlingsfortælling. Det har en film nu sjældent godt af, men Ang Lees forhenværende succeser måtte da legitimere denne films fundamentale styrke. Det er vel også derfor, den er blevet spået til en Oscar-nominering eller to. Men hvad Ang Lee har at give som instruktør er svært at se for bare stjerner og flyvefisk.


Piscine "Pi" Patel er en yderst spirituel og livsglad dreng med mod på livet. Han er opvokset i byen Pondicherry i Indien klods op ad sin families Zoologiske Have. Men Pis far ønsker et bedre liv for sine børn, og han ved, at hvis han sælger sine dyr og rejser til Canada, vil der vente dem en ny start og bedre vilkår. Så Pis far, mor og bror sætter kursen mord Nordamerika, men på tragisk vis forliser deres Noas Ark midt ude på Stillehavet. De eneste overlevende er en zebra, en orangutang, en hyæne, en tiger... og Pi. Alle sammen klynger til livet på en redningsbåd midt ude i ingenting. Før Pi ved af det, har dyrenes naturlige overlevelsesinstinkt udslettet hinanden, således at kun Pi og den bengalske tiger Richard Parker er tilbage. Pi er nu alene om at skulle finde hjem, holde sig i live, og sørge for at Richard Parker ikke udvælger ham som det næste offer. Hvad der udspiller sig er en historie om tro, håb og viljestyrke komplementeret af nogle smukke sekvenser af livet på stillehavet med al dens natur, vejr og havliv. Angiveligt.


Det der er rent faktisk foregår, er ikke helt hvad det kære første håndsindtryk lovede. Jovist er det visuelle en fryd for øjet. Nattehimlen har aldrig været så skarp og glinsende før, og ligeledes er tigerens mimik nærmest lig et menneskes. Men selvom billeder kan sige mere end 1000 ord, så bliver der ikke sagt så meget her. Eventyrfortællingen er berettet af Pi som voksen, der fortæller historien til forfatteren spillet af en ret så uskyldig og Ken-lignende Rafe Spall der mildest talt er ret intetsigende igennem hele filmen. Den voksne Pis fortællinger afbryder historien, der ellers kunne have gået helt selv. Han guider os igennem hele begyndelsen, hvor vi bliver indhyllet i et virvar af både relevante og irrelevante historier, der bare trækker tiden ud. Klipningen fra scene til scene er barnagtig, og man bliver da ret fornærmet som publikum, når voksne Pi i slutningen forklarer al ting for os, uden der er nogen mulighed for at tolke selv. Selvom vi bliver efterladt med lidt at tænke på, så er det da lidt at skide på sine fans med alle de billeder uden at have lavet grundarbejdet for den gode historie - ja, undskyld jeg siger det. For historien har da enormt meget potentiale! Hvad der udspiller sig på den både kunne have været fortalt på 1000 måder, og det her var ikke en god en.


Det forekommer mig mærkværdigt, at anmelderne giver Life of Pi 4 og 5 stjerner, når det eneste de virkelig roser den for er billedsiden. Hvordan kan det være nok? Selve fortællingen ude på båden, og det forhold Pi og Richard Parker udvikler er gennemsnitligt fortalt, men hvor var der dog meget, der er gået tabt, fordi der tydeligvis er lagt så meget fokus på billedsiden. Få scener fik mig til at tænke "wow", men jeg kan simpelthen ikke tage til takke med et pænt billede eller to, når jeg vil have fortalt en historie. Børnene vil måske være underholdt i adventure-genren, men de voksne der primært har betalt for drama-delen kan ligeså godt forberede sig på en mild skuffelse. Derfor får filmen 3 ud af 6 glade grise. For vi ved jo alle sammen godt, at selvom vi først lægger mærke til det ydre, så handler det på længere sigt om hvad der er indeni. Og lige nu minder Life of Pi lidt om en date, man ville ønske man ikke var taget på.


20 december, 2012

Kærlighed opstår i et stereotypt Italien

To Rome With Love
2012
Romantisk Komedie

Sidste år tog Woody Allen til Frankrig med Midnight in Paris, og nu er han endt i Italiens hovedstad Rom med To Rome With Love. Denne gang medvirker han oven i købet selv, imens en masse små skæbner udfolder sig i denne hovedstad. Ved Den Spanske Trappe og Fontaine de Trevi ser vi relationer opstå og udvikles - alle sammen med fokus på kærlighed i sine forskellige skikkelser. Endnu en romantisk komedie a la Allen, som vi kender dem. Som oftest er det gode film, med en masse hjertevarme og sjove karakterer. Heriblandt Woody Allen selv som frontløber, ikke i form af den største rolle, men af den mest neurotiske, overanalyserende karakter. Gang på gang.


I To Rome With Love udspiller sig en masse små historier, der egentlig ikke har andet tilfælles end kærlighed og Rom. Det nygifte par, der for en dag bliver adskilt og udfordret på livet af en luder og en skuespiller. Svigerforældrene der rejser til Rom for at møde deres datters forlovede og opdager, at svigersønnens far er et operatalent og en guldgruppe. Arkitekten der skal underholde sin kærestes veninde og oplever, at hans kærlighedsliv bliver vendt op og ned. Sidst men ikke mindst er der den helt normale romer, der bliver kendt uden grund og finder sig selv forelsket i berømmelsen. Finurlige historier udfolder sig og lattermusklerne bliver trænet. Kombinationen af romantik og komik er genial. Romantikken bliver aldrig for kvalmende, og komikken er i top lige til det sidste. Det er her, at filmen brillerer.


Men når nu filmen handler om Rom, så kunne Allen godt have gjort et bedre arbejde for at nuancere synet på Italien. Han falder gang på gang i stereotyper, og det er utroligt trættende i længden. Klassisk italienske melodier, næsten udelukkende turistattraktioner som kulisser, og italienere der råber, taler hurtigt og overimødekommende. Måske forholder det sig sådan, men det sænker filmens potentiale til at blive en rigtig god romcom. For selvom nogle af filmens karakterer er turister, ja, så opfører nogle af de indfødte sig oven i købet, som om de er turister. Det bliver trættende at se på. Især når Woody Allens rolle skal kritisere og stille spørgsmålstegn ved alt, fordi han er udefrakommende. Det er gjort med humor, men minder mere om en kamp om værdier mellem Italien og USA, som virker ret så nedgørende mod Italien. 


Filmen har en masse gode skuespillere på rollelisten. Jesse Eisenberg, Alec Baldwin, Penelope Cruze osv. hvis roller og skuespil virkelig løfter filmen. Filmen er enormt sjov, og de skøre og meget langt ude historier holder hele vejen igennem. Det bliver godt nok underligt, men aldrig så underligt at det ikke længere er sjovt. Kærlighedshistorierne er fine, ikke kvalmende, og der er plads til overraskelser, pga. de uforudsigelige situationer der opstår. Desværre er det billede der gives af Rom for stereotypt. Lidt leg med fordommene ville have været mere interessant end USA's egen fortolkning af Italien. Og nu er det efterhånden blevet utroligt intetsigende at se Woody Allen i den samme rolle som altid. Det er det samme i hver film, og selvom hans kommentarer er underholdende, så mangler der simpelthen fornyelse.
Derfor får filmen 4 ud af 6 stjerner. En underholdende film, der dog mangler en smule mere hensyn til sine omgivelser. Men om det er kærlighed i Paris, Rom, New York eller et helt tredje sted, så har Woody Allen stadig en magisk evne til at kreere nogle fine film, som altid bringer et smil på læben.